...og jeg har lavet et slags hjerte

Onsdag stod for døren og jeg tror vistnok jeg slog til søren, sådan som det gik i går. Der er musik, og Niels noterer begejstret[1] at bandet er helt vildt gode. Jeg lægger ansigt til kendermine over mine kinder. Men på indersiden er jeg overvældet. This band is unstoppable. We will take a short break. Hvorhen da?

BACKSTAGE.

Enter UNGDOMSKULEN (KRISTIAN, FRODE, ØYVIND)

Kristian: Fa'n så tomt derude.

Frode: Dette kræver drastiske metoder.

Kristian: Mener du....

Øyvind: Ellers dør det her gig. It's the only way!

[Alle skifter til sølvlammé jakker og hotpants. Exit ØYVIND. Trommesolo høres fra scenen]

Kristian: [Til siden] Det her har bare af at virke.

[Exeunt KRISTIAN og FRODE]

Settingen sat således - 19 mennesker ser på 3 mennesker der spiller men der skulle have været fler'? Således siger jeg til mig selv at de spillede en smule mere for for fire af dem. Navnlig mig, Marc, Thomas og Niels. Fordi når 'Surf's up' fylder resten af lokalet ud da kvalificer dét at spasse ud sig som at danse. Lige meget hvordan jeg fremtoner; Frem, toner![2]

Og er ikke helt sikker på hvordan, men pludselig sidder jeg i Thomas' sofa mellem Marc og en rockguitarist der har købt en kasse øl. Tabare. Der er venner med bandet. Nogle af dem er piger. Den ene sidder på en piedestal på et bjerg fra et helt andet indlæg. Der har Springer og Cocoon sat hende. Den anden svinger Yoyo'en i et glas vin. Savlelsesfuld, men jeg tvinger endnu en sjat i'en. Jeg magter lige nøjagtigt at taste på min telefon. Sengen dunblødende. Morgendagen Ølkasseret ligeså? All's well that ends well. Tum ta too.

Så endnu en aften at finde kraften til at synke sammen i en sofa i mit eget hjem og virke væk - nu ringer jeg til Birkebæk.

[1] Anvend jeres forestillingsevne.

[2] Anvend den igen. Dansen Kamouflage exhumeres.