Mandagsmaterialisme

Det er dumt det her. Jeg havde været væk fra dette værelse i en hel uge og omtrent 15 timer indtil i morges, og nu, hvor jeg rigtig nok gerne bare lige ville slappe helt af og høre noget musik, spreder fortvivlelsen sit klæge vægtæppe rundt om mit hoved. Hvor fanden befinder min ipod og mine høretelefoner sig henne? Hvordan kan jeg have brugt en hel efterårsferie på ikke at vide, at jeg har smidt mine ting væk?

De kan sågud da ikke være udvandret af sig selv, bevæget blot af, at jeg næppe har set eksemplarisk godt efter dem hin fredag aften. Fredagens indledende kapitlers kohæhærente narrativ udspillede sig mig bekendt i en nettopose på vej ned i en betagende infernalsk kælder, på vej op igen og derefter til en mere eller mindre djævelsk litterær kom-sammen, hvor jeg må have fortabt mig i min egen godmodige udklædning, som jeg godt nok véd, jeg havde med hjem - bare rolig, Thomas, Sonic Youth-huen har jeg på i skidende stund - sammen med min nettopose, hvis indhold var i bekneb, besynderligt nok, for alt andet af sit oprindelige indhold end to appelsiner, en mumifilm og et rødt pigebælte. Hvorfor skulle et fossil også tænke på musik dagen efter dødsdruk, når han kan se tegnefilm sammen med sine tømmermænd?

I de af aftenens timer, der er revet ud af mit hovedkuls erindrede manuskript, har bæltet garanteret figureret som både ekstravagant kravatte og så salonfæhig løkke om min hals, at næppe nogen var i tvivl om, hvem ginkokken havde slået. Men hvornår filmen knækkede vides ikke, men både gin og dertilhørende appelsinufrihed havde jeg jo allerede i første omgang med hjemmefra, så det var i det mindste mig selv, der havde blandet noget i de milkshakes. I det sidst overleverede kapitel genfandt jeg mig selv, uheldigt dryppende fra blodtuden ned på mine forvredne skøjter, rock og rullende på vej tilbage på eforen, hvor jeg uvidst af hvilke årsager havde ladet min telefon ligge på noget, jeg garanteret havde siddet på.

Hvis jeg er en trold, er det ingen mumi. Snarere minder jeg i det her lys om det filosofiske tågehoved herr Bisonrotte, der med sit nietzscheanske overskæg venter på dommedag og meget karakteristisk ender med at sætte sig på mumiernes fødselsdagskage, inden den bebudede komet skånsomt flyver forbi Mumidalen. Det kan være, tænker jeg, at jeg evigt distræt har forlagt min lydhørhed andetsteds, men inden jeg vil gøre alvor af de oplagte inkvisationer i det eforiske, i bygning ca. 1548 og i den kafka'ske underverden, vil jeg tage en svingom med støvsugeren og håbe, at jeg kan få de her kagerester af både mit behårede ansigt og af tapetet. Det kunne være rart at bo rent, indtil også hverdagens ædru smil efterlades, af ham den fulde idiot, siddende på en bænk et eller andet sted i en næppe alt for fjern fremtid, hvor man stadig kun kan høre vinyl.