søndag den 28. november 2010

Beskeden Invitation

Nytår er noget dumt noget. En dag om året fejrer man at tiden går, og her i foretagendet fejrer vi det ved at regrediere. Så hermed:

HVIS du vil komme og spise med mig til Nytår så må du gerne skrive det i en comment, så finder vi ud af hvad det vil koste osv. Der vil btw være mad til både dem der spiser døde dyr, såvel som dem der ikke gør, og dem der dør af at spise dyrt. Du er inviteret til 17.30 - tidsnok til at blive instrueret i Dronning Magritte drikkespillet. Først mad og etikette, dernæst joiner vi festen hos Kolle på Ny Banegårdsgade. Kom og gå sidelæns i en bunke vagtelskeletter! skakterning! du er hermed opløst i min askepark!


torsdag den 25. november 2010

Online via EDB via Café?

Al den stund mit nye hjem intet internet har, må jeg ty til økologiens rede, Drudenface, for at bringe jer intet som he(l)st af betydning.


Vinteren er startet, men snevejret er Miley Cyrus' skyld.

søndag den 7. november 2010

Sheik McSvovli på tur

En morgen hvor man vågner, og den første luns cogito der slæbes på tværs af hjernen, består af "Hvad laver alt det Destiny's Child på min Grooveshark?", vidner måske ikke om den åndeligt rigeste aften i Rohans minde, men så ligger der en forpjusket elver og putter under min dúnedain, og alt virker pludselig rigtigt, på en måde der, hvis den ikke er rigtig, må medføre at selve rigtighedsbegrebet ændres.

Jeg burde ikke have holdt den fest jeg gjorde, men jeg gjorde det, og ligesom Stimorol forsøger at presse både hindbær og lakrids ind i de samme tyggegummiatomer, er jeg nu efterladt med to glæder, der i den grad forpurrer hinanden. Glæden ved endelig at være færdig med forberedelser, og snart bare være væren-i-verden i verden. Og glæden ved at tage bukserne af i samkvem med ligesindede og Miley Cyrus. Når man rejser sig op til en fest, og folk råber "tale!", (fordi de er dumme, og deres mødre bruger paryk, og de har sikkert huller i sokkerne) kan man godt ønske at man havde en lille ring i sin lomme, der var smedet i The Fires of Mount Doom. Men det er snyd, for Bilbo kiggede ud over en forsamling af småfede grødbønder, så det var ikke svært for ham at tage ringen på, og bestemme sig for pludselig at være væk. Det var en anden forsamling jeg stod overfor. Jeg gider ikke skrive sådan en lang appreciation post (igen). I skal bare vide, alle jer der var der igår, og alle jer der gerne ville have været der, at intet har gjort denne beslutning sværere, end jer.

I guds åsyn, er vi alle nogle bad motherfuckers.

lørdag den 6. november 2010

Lørdag eftermiddag og vi finder stadig os selv ufatteligt veltilpasse ved at befinde os i den lille dames virkelig (virkelig!) hidsige kvistlejlighedslejlighed. Nærværende interagerer for øjeblikket med sin sloskede indre disc jojhey med stort KITSCH (og Bob in mente), og dermed har selvsamme også bestemt at det ikke kun er ham selv, der er tilfreds dermed. Festen fortsætter i aften og den er ligesom ved at flette sig selv sammen til noget herfra og fremad, hvor vi egentlig bare hygger og ligger ned og drikker kaffe og ryger postmodernistisk mange cigaretter og så småt er begyndt på at overveje de store øller der kan ligge i maven så vi alle sammen kan blive lidt mere vægtløse og placere os rundt omkring i en tre-fire rum og på passende måder tale sammen om det problem vi ikke kan artikulere og som sandsynligvis relaterer sig til det ikke at have andet end formel mulighed for - sprog. Tilgangen er meget, meget dejlig, og det er vi også. Allesammen, tror jeg.

Til Taffel(wein): du er min ven, men jeg kan ikke være i Århus og fejre, at vi kan nå at drikke sammen én gang til inden du gør noget sejt på en ensom facon. Loooooove manner.

torsdag den 4. november 2010

Har du noget bytteværdi, kan jeg give dig en udklækkelig finneløn

Det er noget med, at jeg mistede min telefon i tågerne hos Line Miller en lørdag nat, hvor jeg ikke skulle have været til fest, men tidligt hjemme for at skrive et underligt essay om det menneskelige formproblem, der først følte sig helt udtømt af godt nok kun halvfutil tømmermandsfilosoferen omkring på et bibliotek hele søndag og natten til mandag stående som på hovedet foran en lysende skærm i godt femten kortfattede timer, hvorpå mine nihiliserede former karambolerede døgnrytmisk hjemad ligesom det havde gjort fireogtyve timer forinden også uden telefonisk vækkeur, men med en fedtet substans på vej indenbords skarpt forfølgende den al for megen alkohol, der skulle have været hældt i heltesvælget på et andet derved alkoholiseret og bare helt vildt opfyldt formproblem, som måske nok kunne bekymre sig om at blive til en mand uden egenskaber under andre omstændigheder, men helt sikkert også under disse alt andet end begrædelige forhold ville bekymre sig om ikke at kunne blive ringet op, når folk spiser is, og du skal have én, måske var det dig, men Line har altså kigget under puderne, siger hun, tror jeg, og de mærkelige steder en telefon kan gemme sig må vi hellere lede efter sammen, for jeg vil gerne have, at du spiser den is, og jeg kunne selvfølgelig bestille et nyt simkort, for jeg fylder treogtyve på mandag og kan stadig ikke snakke i telefon med nogen af jer, men du må gerne skrive dit nummer på min revolver, så du kan hente mig i brummen og betale min kaution, når jeg har ramt dig i panden med en uklar besked, og jeg går snart pissefuld hjem i seng uden telefon og uden evnen til at visualisere et skakbræt med pels og prikker, mens jeg står op, men først på lørdag ses vi, i morgen hijacker jeg Heidegger, han vil gerne bytte sit raflebæger til en revolver, så han kan skyde lerduerne på Søren Lerbys behårede tånegle til plukfisk.

mandag den 1. november 2010

"Det er et godt råd, når man er en intimiderende tentakel"

Der skal lidt af det her i:



"Jeg kan godt lide din cykelhjelm." "Men den er jo grim." "Ja præcis" - er den sidste ordveksling der foregik mellem mig og en lisbeth for ca. en times tid siden. Jeg har været inde og se RoséFine Plov-art i øm duet med Steffen Brandt-af i aften. Man kan jo også være pokkers kulturel på sådan en våd søndag herovre. Det var en slags melodi grand prix møder velfordøjet fiberholdig kost. Hop lige ned i den bølge.

I går til en releasefest med malpractice fik jeg hældt en dunk over tørsten, og Tanja sagde, at hun var meget jaloux på æbleboys-eksistensen, og så tænkte jeg, at lige ville bloggolere i dag; nu var jeg jo også søndervissen i går, så det er jo diskursivt rengjort. Men altså senere på bodega: jeg forsøger at føre en trippel-lingual samtale om rocker-indvandrer konflikten med en tysker, en australier og en flot pige i sær grøn kjole, da en af de skaldede, samtalegenererende mænd med Glätze får en flask oven i ægget. Hud og farven rød, samt betjente og sån virker umiddelbart stimulerende på alkoholappetitten. Pigen i den grønne kjole og en dude bliver derfor ved at købe gin til mig, og bliver også ved med at sige, at jeg jo giver den næste, men den næste sker bare ikke rigtig. De har jo også jobs så de kan jo rende og høns med deres egalitarisme i virkeligheden. Pigen i grønt investerer herefter i ti fiskeshots, og på det tidspunkt er vi kun tre tilbage, men de har en dims, der kan warpe tiden (ligesom dørene i bruuns galleri), så vi får sgu en ekstra time, men ingen ekstra organer, uheldigvis.

Happy end = opkastmaleri

VILD UNGDOMSOPRØRT HUMØR, peace ("which also can used interjectionally" Method Man i How High)