ÆBLEBOYS

Venner, det er fedt, at to aftener udfolder sig helt forskelligt, selvom vi laver det samme lårt hver gang. Forleden i Odense havde jeg min seneste near-death experience, der længe ventede på min Tolkienske blogengivelse. However, da klokken havde slået tolv igår overflødiggjordes hele epikken omkring en orks overfald på en flok sagesløse, lembas (absint) -guflende hobitter, hvor orken såvel som hobitterne majes ned af Riddermarkens stolteste søn. Jeg slipper dog ikke uden om, overvejende at lade mit opgaveskrivnings-befrugtede sprog famle på den første, ikke halvt så behagelige oplevelse. Den aften on the Plains of Gorgoroth, julenat, da vor herre blev født, mente Mordors fæleste urak-hai, at mig og mine venners merry chanting af drukviser (Hvide bukser, en kittel der var krid hvid...) skulle honores med et furious onslaught. Min ene fellow drinker formår at undvige og løbe for livet mens jeg stiv af skræk går i slap-da-drunken-basse-mode. Det står ikke på længe - men det føltes sådan - for ud af den sorte nat bliver både jeg og min voldtægtsmand reddet ned. Da jeg opdager, at det er en politimand bliver jeg limb as a boned fish. Aldrig har jeg været lykkeligere for at blive kastet ass up ned i asfalten. Hobbit eller klam elver får lov at gå, orken bliver kørt væk. I går var ret fredeligt, hun var sød, og selv om jeg slet ikke har grund til det, vil jeg med glad eller lummer mine sige: you now of what I speak, Tomdalf. I dag vågnede jeg i hvert fald i et bedre humør, og ikke med adrenalinen stædigt, åndssvagt pumpende rundt i kroppen. Now come the days of 2010. May they be blessed. Ses.