lørdag den 5. september 2009

At sætte sig ned og kigge

Det forholder sig som bekendt således, at et kælderværelse i sagens natur er ganske tæt på jorden. Det gør i mit tilfælde, at jeg kan dreje en halv omgang på min kontorstol og gennem de lave vinduer se direkte ud på den østlige del af haven uden overhovedet at føle, at jeg behøver vende mit blik nedad - altså flugter jeg på en måde med haven. Det gør det ikke mindre behageligt, at det i dag er ligesom om efteråret har fundet sig selv, sådan at det bare regner ret meget uden at det behøver at ruske og piske ned, som det ellers har været tilfældet de sidste par dage. En prosaisk omstændighed, såsom at det ikke er til at bedømme hvorvidt de enkelte græsstrå bevæger sig på grund af vinden der fejer over dem eller på grund af en heldig regndråbe - den forstærkes af det ikke overraskende faktum, at hvis det kunne måles nok alligevel ville have været en symbiose af de to faktorer. Og flere; jeg ville for eksempel aldrig kunne observere det, hvis en eller anden havde klippet græsset ned i går. Det ville dog ikke gøre idéen om græs der bevæger sig i regnvejr mindre tiltrækkende, og måske havde jeg så desuden i stedet blot forestillet mig hvordan det ville have set ud hvis græsset ikke var blevet klippet. Tidligere i dag blev jeg overvældet af en tilfredshed, der bedst kan beskrives som en form for roligt voksende tyngde i maven, da Emil fra huset sammen med en svensk pige fra studiet trillede ud fra vores carport på deres cykler, mens han laver victory-tegnet med højre hånd og ønsker mig "One love" på klingende københavnsk. Dén sad, af en eller anden grund.

Kan i hygge jer, drengebørn. Jeg har valgt at lave et indhug i mit tvivlsomme budget for at drikke "billige" drinks i aften, men indtil da vil jeg lade Raskolnikoff diktere min vej gennem et fattigt og yderst beruset Sct. Petersborg, der uvidende og ufravendt afventer det næste moralsk forsvarlige rovmord...

P.S. Jeg har nu hele fire funktionelle lamper omkring mig. Fem, hvis vi tæller en endnu ikke tilranet pornolampe fra udestuen med.