Har I set min nye trøje? ....den er rød.

Århus 1950, præpubertær-plankeboy

Ja. Har I egentlig det? For det har jeg egentlig ikke. Jeg har lige lavet kaffe og røget 2 smøger, helt uden at væmmes ved min egen subsistensløse, transcendental-logiske tilværelse - og endda selvom jeg fryser ad helvede til, ser jeg fremad.

Jeg ved umiddelbart godt, at det ikke er velset fra Laks' side at recitere lyrik, heldigvis gi'r jeg umiddelbart ikke en fuck; så here goes mere end I aner.

BENÅDNINGEN

Comaengle og dopede smil. Aldrig
Mere levende end i det korn tid,
Da vi kender dagens komme og går,
Gennem farvet glas fosser solen
Ind og blænder bordlanternerne ud,
Elegant som en kold og smilende
Dræber i barndommens dobbeltprogrammer.

På bjerge af brugte cigaretter
Kopulerer de evige fluer og
Kender ikke andre værdier
I et univers af sjatter.
Enden kunne komme nu,
Da vi ved det er forbi,
Og blot være tårer af perlemor
Der drypper på et værtshusbord,
Langsom indvendig dråbe der falder
Ned i varmt og flydende guld.

Jeg holder denne rus for hellig nu.
Min krop spinner uden ængstelse
Og røgen kaster en rolig skygge,
Lad lyset bygge den nye dag,
Herfra hjem ad fuglenes veje
Hvert insekt en lille Gud
Når morgenværtshuset lukker
Og sluser gæsterne ud.

- Bo Green Jensen

For. Det bliver nemlig snart sommer fæle Ulla og når det bliver sommer, så bliver alting lidt bedre. Lad der blive jazzklub og poundinghule. Lad mig løbe med øl i hænderne og Coldplay i ørene. Lad mig være den flue. Lad mig apokatastasiere vores alles fortabte Grundsten. Lad mig leve lidt igen.

Vi er allesammen Elin om vinteren.