Jeg har ikke sovet vildt meget endnu, og selvom jeg skal hjem og lege kofanger med min trusted liutenant senere i dag, så drømmer jeg endnu om at gå rundt og være pisseflot og glad i låget i det svin af en purgatorisk ødemark i det midtsjællandske, der på nuværende tidspunkt forhåbentlig er på vej mod et stadie, der engang bliver i stand til igen at underholde orm, fugl og græs.
På vej hjem fra bussen tager jeg min første rigtige beslutning om noget i ni dage og går forbi Kiwi og købe tre pærer, en dåsecola og en liter mælk. Da jeg står ved kassen og venter (jeg vil hellere stå i kø til at komme i måsen til The National!) får jeg øje på avis- og magasinstanderen. Kender i den fornemmelse? Man når at genkende fænomenet før man overhovedet opdager hvad man kigger på, fordi forsideopstillingerne og farvepaletten på disse blade og hæfter er så aggressivt udformet, og så står man pludselig og læser overskrift om, at de kendte ryger hash nogle gange, når de fester. Eller at en eller anden miserabel luder har en kat eller noget andet ligegyldigt. Det jeg prøver at sige er, at der foran kassen i Kiwi savnede jeg med ét festivalen mere end nogensinde, fordi jeg lige havde fattet hvor vigtig den er for at jeg kan holde rank ryg i et almindeligt samfund. Man bliver nødt til at forholde sig til de miserable ludere og alle deres ting hvis man vil vide hvorfor man har ret. Jeg tror i er fjender sammen med mig.
Jeg håber lidt af støvet bliver siddende i jeres hjerter og hjerner indtil om et års tid, når vi pludselig ikke kan vente med at komme væk derfra hvor vi bor til derfra hvor vi står og får alting til at synge.
Der er så meget mere at sige, men jeg kan ikke formulere mere lige nu.
3 kommentarer:
Jeg kan ikke vente til at komme i måsen med dig igen.
kan virkelig godt lide dette forreals. jeg prøvede at formulere selvsamme, men så faldt jeg i søvn midt i en ostemad og vågnede 18 timer senere og spiste ostemad til brunch.
Minas Amen. Men vi har de små ting. Som at kunne sætte sig op af mure igen.
Send en kommentar