Sidder lige og hører lidt Nirfoovanafightereels, og har ondt i maven fordi jeg har glemt at jeg ikke længere er bange for at ringe til piger. Som en anden skizofren Han Solo, skærer jeg maven på min sjæl op, og kravler ind for at se om den er varmere end den er klam. Jeg har lyst til at drikke 6 øl og togsurfe i Canada for seks uger siden, men mange ting står imellem mig og den drøm. Jeg varmer mig ved en selvfed flamme af filantropi, og et stykke dating-visdom der måske overstiger alt hidtil, serveret for lidt siden af Muffifasa AKA Def Leppard Queen of the Stoneage.
Det viser sig at Lars' kæreste, der helt sikkert hverken er djævelen eller en heks, har overleveret statshemmeligheder af inkriminerende karakter, til en vis pige med flotte ben som jeg muligvis har brugt denne blog som afløb for en usund besættelse af, igennem de sidste 6 måneder. Så nu tælles jeg officielt også iblandt de knækkede Rohan riders, der er bange for at skrive, af frygt for at det bliver læst. Eller i hvert fald bange for at skrive ting der involverer mennesker, objekter eller begreber fra min umiddelbare og udvidede omgangskreds. Jeg er muligvis tilbage på The Rock, Ashton Kutcher og billeder af katte der opfører sig kontraevolutionært.
Klokken er langt over at jeg skal ned på Bridgewater og se fodbold, fordi det er søndag og jeg skriver dette fra et kontor i midtbyen hvor jeg ikke hører til. Jeg har snakket kunstig snak med omkring ét tusinde mennesker i dag, og alt hvad jeg siger lige nu føles som plastik. Jeg har lyst til at skrælle mig selv.
Min telefon er begyndt at skrive "ok" før den skriver "øl". Det er et dårligt tegn.
1 kommentar:
Det der, dét er fandme fedt. Piger r dumme.
Send en kommentar