Kono kusuri o maiasa nonde kudasai.

Eller, på noget som ikke er japansk: "Vær så venlig at tage den her pille hver morgen."

Nu skal det dog ikke handle om stoffer, medikamenter eller andre kemiske livsløsninger - ligesom det der Boxer tv-pakke-noget. Det skal derimod handle om mig; nærmere bestemt det tilsyneladende uimødekommende ansigtsudtryk jeg, enten er født med, eller har tilegnet mig, gennem min opvækst i helvedes forstad.

Jeg sidder lige nu i et tog på vej til Århus fra mine forældres crib. Maffen var hjemme og æde vildand med familien Danmark til postpwnd Mortens aften, hvilket forresten indebar, nok mere rødkål end hvad godt er, for min allerede hårdtprøvede gutturale-sfære - tilmed formåede jeg at svælge i omkring 8 kopper kaffe til en gang liderligt ridder-litteratur (de var sgu nogle fedte-prinser der i 1100-tallet) alt for sent om aften, hvilket bevirkede at jeg i nat har sovet to timer. Min første menneskelignende aktion i dag, er da også stadig udeblivende og min eneste verbale formåen har, indtil videre, været at mumle nogle besværgelser mod min alt for petít DSB, Kort og Godt - kloakerede café au lait. Kort og Godt, Wort the Fork.

Folk der ikke kender mig så godt og, nå ja, også folk der kender mig godt - har måske lagt mærke til, at jeg i tilfælde af for lidt søvn, det vil sige ret ofte, har en besnærende allegorisk lighed med et Bukowskidigt. Jeg har min charme, men jeg ødelægger din værdighed, hvis du dvæler for længe ved patten.
Med andre ord kan disse dyreunge øjne både fortrylle dumme piger på Sct. Oluf og få dem til at skride ret hurtigt om morgenen, dagen efter - og så tænker du nok, at det egentlig lyder som en meget belejlig feature, men efter at have testet denne i et årti's tid, må jeg indrømme, at for Dylanfader i skuret, hvor tager du fejl - min ven; lig stille, mens du er i ambulan-zen.

Words cannot describe, selv om jeg nu har tænkt mig at gøre det alligevel, hvor generelt enerverende det er, gang på gang, at få at vide at man ser mugger'n ud. Det er klart, det hjælper heller ikke på ansigtsrynkerne, når DSBekspedienten giver mig halvdelen af den mængde kaffe jeg har betalt 19 kroner for, hvorpå mine øjne lyner brunt (hæ hæ, har brune øjne, hæ) og hun søger tilflugt bag Malacostængerne.

Undskyld lille pige, det er ikke din skyld, men det er heller ikke med god vilje, at jeg er vokset op i et jydsk Harlem - hvilket jeg faktisk overhovedet ikke er, jo mentalitets-wise måske.
Jeg tror det var Kierkegaard, der engang sagde at man ikke skal tørre røv i det bjørneskind, før du ved om det kan tåle maskinevask, yo - og på samme måde, ville jeg ønske at folk ikke altid troede, at jeg partout tørrede røv i dem, hvor kynisk jeg end kan virke engang i mellem. Så nu siger jeg på forhånd undskyld til dig der læser det her, og undskyld til heleste den verden. Undskyld jeg er ærlig. Undskyld at Danmark er en stor, latrinær rockerborg og undskyld, at det eneste jeg har lyst til, er at drikke mig ihjel sammen med Svovlzilla, i en papkasse i Spanien.
...Undskyld, jeg kan sgu ikke gøre for det.