Jeg får mit eget hus en dag

Ved I, at der ikke findes mange, der kan tage litteraturen seriøst? Ikke engang De der foregiver at beskæftige sig med den. Således her i huset, selvom de ikke gør. I et efterord til En årstid i helvede sluttes der: "Gid den må få mange berusede og illuminerede venner." Præcis! Netop! Jeg ønsker mest af alt at drikke mig til i rødvin og ryge cigaretter og pot og vælte rundt og læse det som Rimbaud skrev det færdigt, under banden og sukken og skrigen og stønnen... men det er stigmatiserende, er det. Gid jeg aldrig havde hørt det ord og ikke vidste, hvad det betød eller indebar! Men det gør jeg, og jeg følger det, så slet som det er. Nu går jeg i stedet i gang med at rydde op og lave suppe, der er godt for min hals og måske rydde op i køkkenet for at pleje min sociale bevidstheds omdømme hér.

Det er ikke så meget dem som det er mig, tror jeg... om ikke andet ønsker jeg mig eget hus, så jeg kan råbe og skrige og afsværge og påkalde efter forgodtbefindende.