søndag den 15. november 2009

:)

Jeg har lige været ude og løbe. Jeg så en and der gabte. Kunne der forestilles et smukkere punktum at sætte efter denne weekend?

Som det efterhånden er blevet os for vane, ringer en forpjusket Ewok til mig i nat kl. 00.02 (tandbørstus interuptus) og spørger om det ikke er nu vi skal til at bryde vores nærmest timelange ædruelighedsmarathon? Jeg svarer bekræftende og tropper op, rødvin in tow, i filosof Lines lejlighed, hvor Marx kæmper en kamp mod kræfter større end ham selv (søvnen), og Martin er i gang med at spise alt deres brød. Bjarke er lige gået, hvilket kunne forklare hvorfor Lines roommate er ved at tage tøj på, og festen har ca. samme chance for at lette, som en helikopter med baguettes i stedet for rotorer. Vi finder Thomas på centralen, køber nogle scrolls of town portal og lidt mana potions, og drager videre.

Enter Jægergårdsgade, hvor et dejligt væsen ved navn Kasper bouncer rundt på et skatebræt. Vi joiner deres fest, og alle pigerne går i protest. De efterlader rigtig meget alkohol, hvilket har en asymptotisk effekt på mængden af vores brok. Her vender vinden for svovli. Jeg blander en drink af lige dele Smirnoff Strawberry, Vodka, Whisky, Appelsinjuice, Cola, Rom, en efterladt Mojito og flødeskum. Jeg kommer halvvejs, før ørl overtakes me (first time since Roskilde :,( ), heldigvis i en vask som jeg er i stand til at gøre ren. Denne ranke støbning af kød har tilsyneladende sine grænser. Jeg bliver rakt en øl, og sætter mig ydmygt for at transcendere dens begrænsede transcendens.

Vi forlader festen, nu med Jonathan Godtmenneske i entouragen, og Thomas ser et vindue hvori der er lys. På denne tid af natten? Vi banker på, og spørger en gammel dame om vi må komme ind og holde hende med selskab. I retrospekt virker det usandsynligt at hun ikke troede vi var morderiske tyveknægte på dette tidspunkt, men hun inviterer os indenfor og vi snakker en halv times tid. Vi er alle tre ved at slå knuder på rygraden af politisk korrekt høflighed, men det er i sandhed en nice time, og vi lover at komme tilbage med en erstatning for de 9 kilo chokolade Thomas når at fortære under opholdet.

Næste stop ligner hjem, men vi er ensomme og lidet motiverede til at opgive jagten på company og human heat. Thomas tager føringen, og begynder en systematisk rundspørge på Lilletorv, for at finde ud af hvilken heldig pige der skal være forsanger i vores band. Drømmebyttet er X-Factor rejects, men det er for sent på morgenen og the karaoke crowd er hjemme og putte.

Vi er LITERALLY ti meter fra centralos, da vi møder en sjællandsk pige fra en tidligere audition, igen. Hun får tilbuddet endnu engang (bevares, vi er ikke urimelige), men takker nej og sætter tempoet mærkbart op. Thomas går all in. "Vil du ikke have en af os med hjem så?"

Hun siger nej, nej, nej og noget der falder udenfor kategori fordi hun var for langt væk. Thomas tolker det (meget forståeligt) som en ubetinget kærlighedserklæring til undertegnede svovlstang (der på dette tidspunkt stadig har opkast i bihulerne og gerne vil sove). Det bliver mig forklaret at min eneste chance for varme denne blide november morgen, ligger i en hovedkulds sprint efter pigen. Jeg siger nej, nej, nej og noget der falder udenfor kategori fordi jeg ikke kan løbe og snakke på samme tid. Jeg indhenter hende, og indleder samtalen med at jeg ikke er voldsmand, men bare gerne ville have mine venner til at tro jeg er sej. Jeg får lov til at følge efter hende rundt om hjørnet, hvor hendes lejlighed befinder sig. Jeg siger undskyld for forstyrrelsen og går dumt-mig-følende vækover. Her burde historien slutte.

Hun råber mig op, og siger at jeg ikke sagde rigtigt farvel. At have det siddende på mig er alligevel for hårdt, så jeg vender tilbage og giver hende hånden. Hun siger at jeg gerne må sove på hendes luftmadras, hvis jeg vil med ind. Hun får henkastet nævnt at hun har et knojern i tasken, hvortil jeg, som det bundløse hul af akademisk idioti jeg er, spørger om peberspray ikke er mere effektivt? For det er da den samtale der skal forsegle pagten. Vi går op.

Hun går i seng, og luftmadrassen er åbenbart et metafor for den anden side af hendes seng. Jeg beslutter mig for at ødelægge alt, og spørger om jeg må låne hendes toilet.

De der husker Roskilde, husker måske en episode hvor en nedbrudt og sagtmodig svovli står i 20 slappe minutter og forsøger at levere en urinstråle på en befolket festivalsplads. Det var pebernødder i forhold til de sømandsknuder der var bundet om mit urinrør i nat. Kasse to var bare lukket. På hidtil uudforskede dybder af ydmyghed, går jeg ud og fortæller hende at jeg ikke kan levere den flydende værtindegave som hendes toilet fordrer, på grund af hendes tilstedeværelse i lejligheden. Jeg tror måske ikke længere hun føler at knojernet er nødvendigt. Jeg bliver bedt om at tage den tid det tager, hvilket er lang tid, men jeg opdager at SMS'er virker terapeutisk på min blære, så de gyldne dråber falder at last. Jeg kommer nok til at lade det være et krav for eventuelle fremtidige romancer, at de har samme afslappede indstilling til min timide blære. Ham og jeg er in it for the long haul, kan jeg mærke.

En virkelig dejlig weekend er ved at slutte. Jeg har fået ca. en halv times søvn, og jeg skal på arbejde indtil midnat. Mit indvendige rørsystem er en sund blanding af bræk, snue og kærlighed. Hvis man havde nogen indvendinger mod tingenes tilstand skulle man skydes med en kanon.

ThomPack: It's all because of you. Jeg er verdens tredjedårligste wingman, men jeg er villig til at lære, så jeg kan gengælde dit ridderlige heltemod. I love you man. This goes out to you.

6 kommentarer:

Al Gorgeous sagde ...

Tak. Tusind tak fordi du er.

Maffe sagde ...

epic.

Lasse Laks sagde ...

:-)

Institut Ormehul sagde ...

Jeg får sådan lyst til at blive religiøs.

5,9 sagde ...

Du er et æstetisk mesterværk.

Niels Ung sagde ...

Shit Peter du peaker!

Can I sleep on the air matress with you?

One love.