Kumulative tilvænningseffekter: En mareridtsfortælling

Når engang jeg er færdiguddannet og hjemvendt fra pilgrimsrejse, hvor jeg måske/måske ikke har fundet mig selv, men stensikkert skrevet en bog om det, som Lisbeth Dahl og de andre spedalske nu gør, er der overvejende fare for, at jeg ansættes på flekstid som fladskærmsekspert i Hi-Fi Klubben eller skydivekspert i faldskærmsklubben. Når jeg så endelig når et af mine fastsatte mål her i livet, en titel som månedens medarbejder, en enkelt gang er nok, ringer jeg til Bjarke og inviterer på fiskefilet med remoulade og dertilhørende Luna fra Onside lookalikes. Efter aftensmaden og under den obligatoriske hyggestund med marengs og brætspil, som jeg naturligvis hader lige så meget, som jeg hader at se par holde i hånd, vil jeg pointere over for min gode vens date, at remoulade ud over hele ansigtet ikke er særlig klædeligt til damer - heller ikke til mænd, vil jeg tilføje i et anfald af sjælden høflighed. Dernæst vil jeg vanen tro agere veritabel liderbasse og foreslå selskabet, at vi ser den pornofilm, min ven Martin talte så begejstret om dengang vi var unge og kastede op i stedet for at kaste med terninger. Men hvis kvinderne hellere vil hellere spille ludo, gør vi bare det.