Jer

Jeg har fået et job, hvilket er svært i disse tider, hvor det er svært at få job. Jeg står på en café og blender mango og avocado, og slynger varm mælk rundt i en lille kande, så det bruser. Det er sådan sygt meget mere tilfredsstillende end det lyder. Men jeg bliver fyret, thi det forholder sig sådan, at jeg ikke smiler nok. Min chef formulerede det som, at jeg ligner en yeti der er kommet til at tørre røv i et pindsvin. Eller noget i den dur.

Derfor vil jeg gerne skrive dette indlæg, for der er noget om snakken (der er sjovere på pikken, på bakken). Mit tidligste minde er fra 8 klasse, hvor min samfundsfagslærer kigger mig skarp i irisen, og spørger hvorfor jeg ser så pissesur ud. (Sorry, det var en Mandril quote før. Det er lamt). Jeg gennemgår derefter en fase, som jeg vil betegne som "de mugne år", hvori blomster visner omkring mig, og mennesker viger bort i foragt for mit evigt blødkogte fjæs. (Ikke at Mandrillen er lamt, men man behøver ikke quote det i tide og utide, som en anden retarderet håndboldspiller fra Neksø). På et tidspunkt mens jeg bor i Aalborg, hører jeg en foredragsrække af Peter Lund Madsen, ham der hjernegutten, og så får jeg lige kortlagt det shit. Det viser sig at der et center i hjernen, Zygomaticus Major, der styrer ansigtets muskler. Det aktiveres når man smiler. Et andet center, Gyrus Singularis Anterior, aktiveres når man føler reel glæde, og dette center betjener Zygomaticus Major, hvilket fremkalder det "ægte smil". (Nej, Mandrillen er fedt. Jeg vil bare ikke være sådan en Mandril-quoter kinda guy.)

Min hypotese er at jeg opererer med en såkaldt "slap zygomaticus" (egen term, jeg er ikke læge). Jeg kan i hvert fald konstatere at jeg ikke kan smile på kommando. Min chef pipper konstant at jeg skal "huske at smile!", men effekten er den samme hver gang. Min ansigt krøller sig sammen som en knyttet hånd, og alle tilstedeværende børn udvikler traumer, som fremtidige psykologer kommer til at tjene golf-klub-årsmedlemsskaber på at demontere. Det er fandme en lang indledning. Nu kommer det jeg gerne vil sige.

Igår var jeg til den bedste fest siden Zulu Sommerbio 1989. Som jeg træder ind i Line og Tanne og Maltes lejlighed, og fluks krammer en mand der hedder Johan Kristian, mens Thomas lægger an på en tom flaske vin, og de spiller Pavement, der flexer min Gyrus Singularis Anterior så hårdt, at den del af min hjerne der husker hvad Inception handlede om, skyder ud af mit højre øre, og splatter ud på væggen. Under de efterfølgende 15 minutters ryg-crawl gennem æbleplantagen, føler jeg noget som jeg kun reflekterer over fordi min chefs bemærkninger om mit ansigts overfølsomhed overfor tyngdekraft, stadig rumsterer. Mit Zygomaticus Major er fuldstændig overstimuleret. Jeg kan smile så let som ingenting. Det var bare det. I gør mig gladere end at lave Smoothies.