we r Arriva, we make Wi-Fi from ass of camel

Det med at have et hjem, det handler altsammen om at have et sikkert sted, hvor man kan smække benene op og udleve sin nødvendige fritid i kendte og afdæmpede omgivelser, så man kan arbejde igen dagen efter, det er nøjagtig ligesom det var for halvtreds eller tohundrede år siden, dengang luksus virkelig var luksus, hjemmet er bare stadig et sted hvor man slapper af, så man ikke tænder helt af over at skulle bevæge sig rundt i erhvervslivet med andre mennesker, så man ikke går amok over folk der har det på samme måde, men nogle gange er det ikke en god form for afslapning, så er det ligesom en klumpet sovs, en bleg hollandaise med genstridige klumper i, der ikke kan røres ud, sådan en man enten spiser med klumper i eller også starter man forfra på sovsen, og det er sjældent, at folk er i stand til dét, for ligesom alt andet i livet er det svært at tage sig sammen og langt nemmere at drømme, de fleste tror måske, at de har noget at være stolte over, fordi de passer et arbejde og betaler deres regninger, men sandheden, den skinbarlige sandhed for de fleste mennesker, den er at de bare elsker rutinen, eller snarere ikke kan undvære den, rutiner er ligesom sovebamser for de fleste voksne over tredive, de bliver forvirrede og græder og kan ikke sove og de kalder på deres mor hvis den pludselig bliver væk eller de ikke kan huske hvor de har gjort af den, og hvis man ikke straks finder en ny til dem bliver det en ond cirkel og så bliver de olme og begynder at smide alting på gulvet og true med alverdens ting, de glemmer hvor tingene står i køkkenet og om de stadig ejer den og den skjorte, og det er slemt nok i sig selv, men det værste er dog, når to voksne bliver umedgørlige på nogenlunde samme tid, så bliver det ganske enkelt ulideligt for dem at bo under samme tag, og hvis ikke den ene inden for et uforskammet kort tidsrum siger så, nu pakker de fanme deres ting, skat jeg tager mine sydfrugter og går ud af døren nu, hvis ikke det sker inden for et par uger, så skifter de mange af deres rutiner ud med ulideligheden ved hinandens selvskab, og så er de først på den, så vokser sovsen til lige så ulidelige proportioner, sådan at de til sidst kun eksisterer inde i sovsen, der bare klumper og klumper, indtil klumperne begynder at glide ned i deres trætte halse, og så ender det med de tager på selvhjælpskurser på landet hvor de skal muge ud i en stald og klappe slagtekvæg og give deres personlighed farver og lave plancher om alt muligt pis, som de ikke gider, og så starter det hele forfra, og så starter det hele forfra, og så starter det hele forfra