Hver dag er Groundhog Day når vi fester som Bill Murray

"Kulturrelativisme det er bare gay" - Schmeagolbaum

Åh, at vidne 2 x Walk of Shame på 15 minutter, fra mit leje på sofaen, i min baby-blå wifebeater med en død and på. Er tør i munden. Googler billeder. Overvejer kompost som metafor. Mærker efter, er man sulten?

Igår havde vi ladet op til at komme på Ry. Kollektiv opsamlingsdruk, med reaktualisering af maveindhold via indtagelse af bævs og social restigmatisering via udsigelse af uhrrrrhdrh. Men også mindesvælgen, dybe indåndinger på græsplænen og muligheden for sammen at gå og være levende spøgelser i hinandens minder, er det ikke syret, vi står her igen? og ingen af os kan sætte fingeren på hvad det betyder. Men sådan skulle det ikke blive. All souled out for tilmeldingen, ingen plads til en Tømrer-Palladin og hans guild.

Men vi skal jo stadivæk rittig nok spise sammen alligevel. Så vi går på restaurant og opfører os omtrent derefter. This dialogue happened:

Bjarke: "Jeg tror den brænder godt den her."

Marc: "Hvad gør?"

Bjarke: "Den kirke jeg tegner på dugen."

Bagefter op til Bæwi, hvor min sentimentalitet agrees with me, jo den gør. Vi hører altså høj Frightened Rabbit igen ja og vi synger med gør vi, på livet løs på en måde vi havde glemt. Så det driver dejligt ned af væggen med fjollet håb. Mig, Ømme og Bæwi slutter af i en burger på torvet six in the mownin', og et gruppekram der lover os selv og hinanden at i morgen tager vi fanme derud på den ene eller den anden måde. Og for jeg ved ikke hvis skyld, for øjeblikkets måske, der mener vi det sgu. Jeg tror nostalgi er bedre at læse om end at høre på.

Her er et billede af en træls dreng der ikke

ville gå væk mens vi spiste fastfood. "Nu

ringar jeg efter min lillebroar". Wtf.

Meeen nu er vi vågne igen. Then this dialogue happened:

Thomas: Der er få mennesker der siger nej til Prince.

Mig: Nej, nok ikke.

Thomas: Jeg ville for eksempel have sex med ham hvis han spurgte. Nej, men jeg mener det helt alvorligt.