Spejlæg McSvovli på retur

Jeg har set et kamelhoved, hænge fra en krog. Det var klamt, men nu er jeg tilbage. Eller, ikke helt, jeg skal lige krydse den magiske linie der adskiller flæskesteg fra currywurst, men så er jeg der. Tilbaws, forhåbentlig snart ikke længere med påhængende båws, i Århus.

Jeg har læst for meget On The Road, igen. Også ødelagt den lidt, sorry Bæwlegøyseren, men en mand i Nazareth gav mig en øl, og så glemte jeg at jeg havde lagt min taske med bog, i en pøl. Jeg bliver i et mærkeligt humør af at læse det gøgl. Jeg ved ikke hvad man får ud af den bog, hvis man ved noget om litteratur, men det jeg får ud af den, er at alt handler om piger og horisonter, og at man skal løbe meget hurtigt hele tiden og være som Neal Cassidy. Der var en tysk pige der stod af i Flensburg, som jeg snakkede med, fordi hun læser økonomi, og fordi jeg prøvede at få alle gamle mennesker indenfor hørevidde, til at tage min reserverede plads (efter vist nok at have jaget hendes mor væk fra den), og nu er hun væk, og jeg tænker bare på hvordan jeg burde have spurgt om hun brugte Facebook, og selv nu, om jeg skulle google børshandlen i Frankfurt hvor hun arbejder, og bede om en telefonliste på deres praktikanter (okay, not really really). Og der var piger i Palæstina, spejlblanke stenkastende anarkister, og jeg arrangerede dem i systemer efter eftertragt, og perciperet hengivenhed, og tænkte lange tanker og lagde mange strategier. Egentlig burde jeg have lavet vigtigere ting.

Jeg har forsøgt at skrive et afsnit mere, men jeg har ikke noget at sige. Mine oplevelser i Palæstina har været ret mundane, på nær de gange hvor man har haft alle dem GI-Joes oppe i alt det face, og har fået kaster lydbomber på bowsen, og fået tåregas i håret. Da jeg forlod Israel spurgte de hvorfor mine sko var så hærgede. De er bare gamle, jeg har ikke været ude og trampe jøder ihjel. Jeg kigger frem, og ser kun nytårsaften, bag ved en fed luns familieforæd, og andre obligationer hvis genialitet blegner i sammenligning med tanken om en hel nat i selskab med i, Århus’ eksalterede overdrev. Min alkobarriere er i nul, men de 45 minutter inden jeg blinker ud og bliver til en flot snotsnorkende pyntegenstand, glædes der sig til, af mig.

Hermed et godt billede fra en god GIS: