Sheik McSvovli på tur

En morgen hvor man vågner, og den første luns cogito der slæbes på tværs af hjernen, består af "Hvad laver alt det Destiny's Child på min Grooveshark?", vidner måske ikke om den åndeligt rigeste aften i Rohans minde, men så ligger der en forpjusket elver og putter under min dúnedain, og alt virker pludselig rigtigt, på en måde der, hvis den ikke er rigtig, må medføre at selve rigtighedsbegrebet ændres.

Jeg burde ikke have holdt den fest jeg gjorde, men jeg gjorde det, og ligesom Stimorol forsøger at presse både hindbær og lakrids ind i de samme tyggegummiatomer, er jeg nu efterladt med to glæder, der i den grad forpurrer hinanden. Glæden ved endelig at være færdig med forberedelser, og snart bare være væren-i-verden i verden. Og glæden ved at tage bukserne af i samkvem med ligesindede og Miley Cyrus. Når man rejser sig op til en fest, og folk råber "tale!", (fordi de er dumme, og deres mødre bruger paryk, og de har sikkert huller i sokkerne) kan man godt ønske at man havde en lille ring i sin lomme, der var smedet i The Fires of Mount Doom. Men det er snyd, for Bilbo kiggede ud over en forsamling af småfede grødbønder, så det var ikke svært for ham at tage ringen på, og bestemme sig for pludselig at være væk. Det var en anden forsamling jeg stod overfor. Jeg gider ikke skrive sådan en lang appreciation post (igen). I skal bare vide, alle jer der var der igår, og alle jer der gerne ville have været der, at intet har gjort denne beslutning sværere, end jer.

I guds åsyn, er vi alle nogle bad motherfuckers.