I disse tider har jeg tit mit eget venstredrejede hjerte oppe at vende, i den konstrasterende skumring mellem en subversiv hovedkuls ungdom og en Cohen-esque, altfavnende gammelklogskab. I dag regner det, og jeg er på internettet - og har således ingen jord under neglene eller blod på hænderne (det sidste afhængigt selvfølgelig af, hvor hardcore Singerish man er).
Men jeg er mig selv yndig bag to lag glas, der sidder stadig regn i mine sokker og jeg har bulgur mellem tænderne så jeg smiler alene. Roligt summende stilhed. Alt imens jeg venter på mit drukhjerte skal eksplodere.
I aften skal vi fortælle en lille kat vi skal dø.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar