This is not a lobster!

Her er min nye yndlingsvideo, der definerer det sublime, fordi jeg ikke har sjælsstyrke til at blogge om numsepiger:



Til gengæld fandt jeg ud af, at Robert Musil i 1936 skrev et æbleboys-indlæg, så jeg lader ham blogge om de mystiske kvindfolk:

PIGER OG HELTE

Hvor er I smukke, I Tjenestepiger med Bondebenene og de rolige Øjne, som faar en til at spekulere paa, om de undrer sig over alt eller intet?! I trækker af med Herskabets Hund i Snor som med Koen i Tøjret. Tænker I paa, at Klokkerne nu ringer i Landsbyen, eller tænker I paa, at Biografen nu begynder? Det eneste sikre er, at I paa en hemmelighedsfuld Maade føler, at der lever flere Mænd mellem to Gadehjørner i Byen end på hele Landet, og I vandrer hvert eneste Øjeblik gennem dette Mandkøn, selv om det ikke tilhører jer, som gennem en kornmark, der slaar om Skørterne.
Men tænker I, mens jeres Øjne lader, som om de ingen Ting vidste, paa, at det er en Mand, I trækker af med i Snor? Eller lægger I slet ikke Mærke til, at Puk er en Mand, at Rollo og Tiger er Mænd? Tusinde Pile gennemborer deres Hjerte ved hvert Træ eller Lygtepæl. Mænd af deres Slægt har efterladt den knivskarpe Ammoniaklugt som Tegn paa samme Maade, som hvis man havde stødt Sværd ind i et Træ; Kampe og Kammeratskab, Heltemod og Hengivenhed, hele Mandens heroiske Verden udfolder sig for deres snusende Indbildningskraft! Hvor løfter de ikke Benet med en krigerisk Hilsens frie Gestus eller med samme Heltesving, hvormed Armen løfter Ølglasset til hilsen ved Gildet! Med hvilken Alvor foretter de ikke deres Tjeneste, der er saa godt et Drik- og Renselsesoffer som noget! Og I, Piger? Uforstående haler I dem efter jer. Trækker i Snoren; under dem ikke Tid, uden saa meget som at se jer om efter dem; ænser dem ikke. Det er et Syn, som giver en Lyst til at stene jer.
Brødre! Paa tre Ben hinker Puk eller Rollo bagefter disse Piger; for stolte, for stærkt saaret i deres Stolthed til at hyle om Hjælp; ude af Stand til anden Protestend til egensindigt, haardnakket, i fortvivlet Afsked ikke at lade det fjerde Ben synke ned, mens Snoren stadig haler dem videre. Hvilke indre Hundesygdomme kan ikke opstaa som Følge af Slige Øjeblikke, hvilke fortvivlede neurasteniske Komplekser rummer de ikke! Og Hovedsagen: mærker I det sørgmodige kollegiale Blik, Hunden sender jer, naar I overværer en saadan Scene? Den elsker jo ogsaa paa sin Vis disse uforstaaende Pigers Sjæl. De er ikke Hjerteløse; deres Hjerte vilde blødgøres, hvis de vidste, hvad der foregaar. Men det er netop Sagen: de ved det ikke. Og er de ikke netop af den Grund saa fortryllende, disse træghjertede, fordi de slet ikke forstaar sig paa os? Saadan taler Hunden. De kommer aldrig til at forstaa vor Verden!