The rumor said: Bajer

Fuuuuck hvor er jeg bare træt!

Jeg har været alt for vågen i en lummer kagebagende metodefags-svuppende humaniora-syrebadsverden, og bare slet ikke gjort ting ved det. I skrivende stund befinder jeg mig på et varmt kontor i midtbyen, fordi Internet og jeg er gået fra hinanden, og spiser peanutbutter, medieret af noget Schulstad kalder Gulerods brødhapser. Jeg er for træt til at hapse noget, og det har sin indflydelse på oplevelsen.

Min allerbedste kællingeven satte ord på vores forhold i dag, og det viser sig at det vi har bare er "sjov", hvilket giver ligeså meget mening for verdens-dybt-berejste (ha ha) mig, som ca. alle andre dertil anvendeligt relevante adverbi. Den sætning tror jeg ikke virker, men der er langt tilbage, og min cursor er træt. Helt uigennemskueligt i tonen på dette indlæg, er det, at jeg er ret entusiastisk omkring dette. Thi jeg ville da være på dybt fostervand, hvis det jeg havde med nævnte hippie-approksimerende pige kunne klassificeres som "alvor". Bange for commitment (nej Google Translate, din kulturblinde ordluder, 'engagement' er ikke det samme), joo dekku man da måske GODT lige argumentere for.


Jeg har delt en repræsentativ brøkdel af min sindsyge (og en usund dosis -fili overfor Star Wars) med denne pige, og det at jeg stadig vågner i hendes seng med jævne mellemrum, burde virkelig bare flå mig ned på knæ, og få mig til at sætte et eller andet stykke metal fast til et eller andet, i håbet om at det kunne cementere vores skæbne i hinandens favn. Den gamle mig, på HTX, der havde giftet mig med min toaster, havde det ikke været for lugten af brændte pubeshår, havde ikke kunnet sætte sig ind i ideen om et forhold, der ikke havde til hensigt at forskanske fremtiden mod den krybende tsunami af knusende ensomhed. Det er rart at vide at man stadig kan nå at blive voksen, selvom man spillede Woorcraft III da startpistolen lød, og man kom lidt sent igang.


Dagen trækker ud, og jeg skal sgu se på den der verden de holder sig derude. Jeg vil ned på togkirkegården og læse lidt i min allerbedste forfattervens nyeste bog, ovenpå en togvogn. Jeg tror ikke man må, men hvis Banedanmark vil have mig ned, skal de enten klatre op på vognen og fordrive mig, eller argumentere konsistent for at jeg ikke må være der, og jeg tror ikke de har personale ansat der er istand til nogen af delene. Hvis der drikkes i aften, så ring til mig, men forvent den dybe rumlen af min katatoniske snorken.