søndag den 7. februar 2010

I min hånd ligger den tomme skal af en engang arete-opfyldende MP3-afspiller. Endelig evigt forstummet. Ved siden af ligger On The Road, en bog jeg derfor valgte at tage i lommen i torsdags, for at have noget at lave når livet tvinger en til at vente. De sidste tre dages eksistens har for mit vedkommende været periodisk afbrudt af Jack Kerouacs stemme, når jeg har haft tid til at lade ham fortælle mig lidt mere af hans historie.

Filosofisk fredagsbar i fredags. Fuldstændig packed, og jeg havde et alkoholmedieret forhold til næsten alle tilstedeværende. Hende med de flotte ben var lige kommet hjem fra Egypten, og mens hun fortalte om det gik det op for mig at jeg sad og lyttede til en ven. Eller ok, jeg lyttede ikke. Jeg havde lyst til at tage fat i hendes hoved, og kigge dybt ind i hendes øjne, bare for at se om der var noget tilbage af den pige som havde været rejseleder for mit 6 måneders ophold i Emoland, tilbage i '09. Det var der ikke. Jeg tæller det som en sejr for min bævrende psyke, men kærligheden viste sig ikke at være ligeså udødelig som den nogen gange fremstilles.

Jeg har en fætter der er alkoholiker på en måde, der er mindre sjov end den måde hvorpå vi er alkoholikere. Han er meget fin, og jeg var nødt til at forlade fredagsbaren for at besøge ham, sammen med mine andre fætre, til et arrangement der gik ud på at spille kort og prøve at huske hvor sindsygt close vi havde været i barndommen. Eller prøve at glemme det. Jeg havde naturligvis ikke min jakke på inden døre, men jeg kunne mærke On The Road brænde i min jakkelomme, som vi sad der og erstattede sjæl og følelse med jetoner og junk food. Så jeg flygtede ud i natten, da jeg mente jeg havde været høflig nok, og selv helt ude i Vejlby, hvor der ikke er noget, kunne jeg mærke alting blive bedre. Man kan ikke være on the road i Århus, men man kan være on the street, og hvis man er on the street med On The Road, så kan humør ikke dø. På vej til bussen kunne jeg mærke den sitrende spænding der ventede på at blive udløst på Studenterhuset. Få centimeter under jorden løb en flod af ild, skingrende rød og levende. Jeg gik forbi aldrende mænd med Barnaby og frossent wienerbrød på hjernen, og min røde flod slog rasende gnister mod de lunkne brun-orange vandløb der apatisk slæbte sig afsted, under deres fødder.

Jeg kan huske at jeg mødte Bævi på Studenterhuset, og sendte ham en SMS med ordlyden "Kan ikke participere. Kan kun absorbere. Jeg har læst for meget Kerouac." Det var ikke KUN fordi jeg skulle spille smart ord-jonglør, det var også fordi det var sandt. Jeg stod og kiggede ud på dansegulvet, og den pulserende masse af kroppe, instinktive lemmer, der altid har frastødt mig fordi jeg ikke forstår det, overvældede mig i sin glæde. Jeg inhalerede rummets ånd og der var ikke plads til andet. Jeg ved ikke hvad jeg lavede i de to timer jeg var der, inden de lukkede. Jeg mødte en sjov dreng med en udenlandsk kæreste, der moonlightede i garderoben for at have en undskyldning for at snakke med mennesker. Jeg tror bare jeg gik meget rundt. Dansede kortvarigt, mens Freestyler spillede, og det fortjente ingen selvfølgelig at se, men tough luck girls. Jeg danser ikke for jer, jeg danser for den blinde musik.

Jeg lå et par timer senere, platonisk, i en piges seng. Vi holdt krampagtigt fast i hinandens hænder og prøvede på at fortsætte aftenen, men kroppen kunne ikke mere. Vandet var blevet blåt og var holdt op med at bevæge sig.

I lørdags besøgte jeg Bruuns Galleri, blodig og stinkende fra en aften. Jeg kom bare for at kramme en pige, og gå igen. Efter et bad sad jeg atter i selskab med Kerouacs fjender, og spillede Bezzerwizzer og spiste æbleskiver med hvidløgssmør. Jeg havde en aftale med Mellemfolkeligt Samvirke dudes n' dames, om en fest på Ryesgade og det var med no great enthusiasm at jeg gik forbi Thomas' lejlighed på vej derop. De så Melodi Grand Prix, og jeg mødte pigen fra sengen, og som det som regel sker, blev jeg i tvivl om 'det' nu var en god ide. Fordi der findes en pige med briller, og der findes en Bog og Idé ekspedient i Bruuns Galleri, og der findes mange flere. Min hjerne er X-Factor, men jeg har ikke hjertet til at stemme nogen hjem. Så var det Kerouac brød i brand og jeg vidste at det var en god ide. Jeg kender ikke omstændighederne omkring min kommende død (ved bare at det bliver snart), men jeg ved visse ting med statistisk tilfredstillende sikkerhed, omkring hvad jeg kommer til at tænke over på mit dødsleje. Jeg ved at jeg aldrig kommer til at ønske at jeg havde taget færre chancer, eller at jeg havde kysset færre piger.

I morges vågnede jeg igen i pigens seng, og tog på et kursus for indsamlingskoordinatoreretellerandet... Hvis søvn var penge ville jeg stadig være træt. Jeg fortalte en mand at han var dygtig til at holde oplæg, fordi jeg selv har fået det samme at vide, og det var en glæde jeg gerne ville dele med ham. Han forstod det ikke. De andre fortalte ham at han skulle stramme oplæggets struktur op. Det forstod han. On The Road begyndte at brænde igen. Jeg havde lyst til at købe en Interrail billet og overraske Thomas (men er det nu en god ide?).

Jeg er gået hjem gennem en frossen verden, parat til at blive ædru og igen lade neuroserne opsluge mig. Jeg balancerer mellem orakel-fuldskab og hallucinations-tømmermænd. Meget af det er nok søvnmangel. På torsdag skærer de min arm af. På onsdag har jeg en søvn-date med pigen, og en akvarel-date med Bævi. For evigt har jeg en date med Jack Kerouac og The Road.

"And I was thinking about how everyone was dying / And maybe it is time to live"
-Eels


6 kommentarer:

Lasse Laks sagde ...

We used to dream, now we worry about dying. I don’t wanna worry about dying, I just wanna worry about those sunshine girls.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!1

B.S Hermandottir sagde ...

hauntingly beautiful...

Niels Ung sagde ...

Jeg danser ikke for jer, jeg danser for den blinde musik.

R4M3E3 sagde ...

det her er da vist verdens rap om sex http://www.youtube.com/watch?v=JJEd5cyoGC4

R4M3E3 sagde ...

'bedste' . pre-pre-preejaculation!

Institut Ormehul sagde ...

Jeg er enig med Niels.