Jeg har kolde fødder og kolde hænder. Jeg har fire par strømper på. Der er nogen der snakker i køkkenet og Simon Joyner rasler i mine højtalere. Udenfor sner det. Igen. Jeg er ved at læse 'On the road' for Dylan ved hvad gang. Det kan jeg ligeså godt, for jeg har været fuld i noget der ligner to uger - og således bliver det en nødvendig instans for at jeg kan retfærdiggøre mig selv, for mig selv, i det der tidsaspekt vi kalder et liv.
I nat, klokken omkring noget der ligner 04, gik jeg en tur. Der var ikke andre end mig, to centimeter sne og et hjerteskærende skotsk band - og lige der. Der var jeg lykkelig og der forstod jeg hvad det egentlig er Murakami snakker om, når han snakker om at løbe. Men det var alt sammen igår og i dag, vågnede jeg med en underlig tanke om, at hvis jeg indleder mig på menneskelig interaktion, kunne denne, min nærværende eskapistiske verden godt gå hen og implodere - og det er egentlig ikke fordi jeg ligefrem er fan af Narnia og des lige, men mere fordi jeg ikke har lyst til at blive kedelig og voksen og støvsuge mit gulv og tørre støv af, selvom Jens Blendstrups far ved det trænger. Nu er jeg forresten forelsket igen. Jaja, det er jeg jo hver weekend kunne man påpege og det er da heller ikke nogen speciel stor hemmelighed, at min indre psykolog for lang tid siden har påpeget at det er en følelse jeg uproportionalt, fuldstændig overlagt higer efter, men aldrig opnår, fordi mit kvindeideal er en ulækker blanding af hende her og hr. Ovesens mentale stabilitet. Kærligheden er i sandhed en lummer lobby, men ikke desto mindre har jeg altså nu kastet min Werther på den her:
Tænk sig at finde kærligheden på internettet. Nå, fuck it, der er stadig et par uger til min postordrebrud kommer til Danmark. Noise på musikcaféen i aften anyone?
1 kommentar:
Kom lige til at huske at være glad for at du tog med for derfor tog jeg med og Japandroids var nok det fedeste i totusindeogalting.
Send en kommentar