"Det Kunne Have Været Så Fint", eller "Hvordan Man Bør Lytte Til Tegnene"

Bevares Marc. Bevares. Men tillad mig at komme med min vinkel på gårsdagens deroute.

Jeg returnerer som en anden Odysseus (courtesy of Rutebil 120 fra Rønde) til Århus og tager mod Vesterbro torv for at mødes med en mindre mængde Litteraturpersoner, på den GUA GAMLA Hjorten. Mine forventninger: en hyggelig aften i festligt lag med et enkelt slag kanasta? Petanque? De indfries ikke overhovedet.

Det mit første indtryk, da jeg går ind af den dejlige hoved dør er en Ravn. Ja, mening giver det ikke, men der sidder en mand med EN LEVENDE RAVN på armen. Fjerkræet vælger så at kravle over på vores bord og [sic] pikke ud efter mine hænder.

Min fejltagelse er så at jeg ikke allerede her ser dette som et tegn fra Odin om at jeg burde have holdt mig hjemme. Eller i det mindste bare i skindet.

Et par øl og en besvimelsesanekdote senere lægger SS Aurelius så til. Flash forward til pigen bjallis vælger at kalde "Bodil" der siger sætningen: "Hvis jeg ser en bassist er jeg bare nødt til at springe på ham!" ... få minutter efter styrter Van Basten ud af døren.

...i tømmermændene jeg nu er i er min eneste rigtige erkendelse denne:

.... In Rainbows er en virkelig god plade at skifte dynebetræk til?