*Bippen af varer der scannes ind. En stregkode virker ikke og må tastes ind manuelt*

Det var frarådt af egen læge efter konsultation med flere kolleger på klinikken, men Silvan solgte ham uden skrupler de to meter tryksikker PVC-slange, samt en butterfly-ventil og en XL tube epoxylim. Boremaskinen, samt sættet med fire bor i grotesk overstørrelse måtte han leje. Han overvejede kort om han skulle investere i en pose Dracula bolsjer ved kassen, men hans mave rumlede panisk i respons og han lod være. På vejen hjem rakte han, med en sammenbidt grimasse, hånden ned i papirsposen ved sin side, og hentede den næstsidste Filet o' Fish burger fra McDonald's frem. Den næstsidste af 13, hvilket i købsøjeblikket havde besiddet en morbid, poetisk skønhed, men nu i bilen, der stank af flad friture, virkede unødvendigt. Posen var tom da han trak ind til siden foran Elmevej nr. 6 og han sank en mundfuld savl, der så rigeligt kommunikerede hans krops trang til at evakuere de af hans organer, der var forbundet til umiddelbare udgange.

Bag hoveddøren vraltede han, skælvende ud på badeværelset og lukkede døren. Han afmålte borene fra sættet med PVC-slangens munding og valgte det tredjestørste. Det engagerede sig i boremaskinen med et metallisk klik. Monteringen af PVC-slangen i butterfly-ventilen udfordrede hans fedtede fingre, men han fik det til at side fast, med en krave af epoxylim. Monteringen i den anale åbning var nemmere og mindre smertefuld end han havde turdet håbe, omend limen sved i kontakt med det sårbare kød der omkransede hans ringmuskel. Han var nødt til at sidde i en akavet stilling mens det tørrede og man skulle tro at det ville give anledning til en overvejelse; en granskelse af hans motiver for at foretage dette eksperiment, men nej.

Han sørgede for ikke at bore med slag, da han åbnede sit kranium. Fra netdoktor vidste han at chancen for at forblive ved bevidsthed var bedst, hvis han borede direkte ind i panden, vandret. Da en væske der mindede meget om blod, men sikkert også var alt muligt andet, begyndte at løbe i en lind strøm ned igennem hans øjne, fjernede han boremaskinen. En sitrende elektricitet dansede på tværs af nerveenderne i hans hænder og fingre, men han rystede ikke, som han monterede den anden ende af PVC-slangen på hullet.

Butterfly-ventilen holdt troligt hans kropslige fortolkning af de 13 Filet o' Fish burgere tilbage, mens han talte sekunderne, til limen i hans pande var tør. Han trak og ruskede med mådehold, indtil han stolede på at han ikke ville ende med lort i hele ansigtet, så tog han en dyb indånding og drejede ventilen hele vejen åben.

*Sagte guitarmusik spiller som vi zoomer ud, væk fra hoveddøren, på det lille Rækkehus på Elmevej nr. 6*

Denne lille historie har været forfatterens forsøg på at indfange følelsen af at læse Michael Wulffs kommentar, til denne vittighedstegning, som Michael har lavet med sin ven Anders. Følelsen er med vilje placeret "udenfor" historien, da det er udenfor vores historier at de selvsagt påvirker os mest. Forfatteren har med denne fortælling forsøgt at kropsliggøre den selvtrepanerende handling det er, at sætte sig for at læse en Wulffmorgenthaler stribe. Den aktive handling at sætte sin bevidsthed i kontakt med den allermest giftige og ætsende form for kulturel diarré.

Forfatteren har takket nej til Pulitzer prisen 2018 for denne litterære præstation. På Twitter udtaler han at det "ikke handler om at blive hædret", men at det i højere grad drejer sig om at "smadre Wulffmorgenthaler de fucking amatører fuck dem og fUck Politiken jeg kan tegne ti tegneserier med røven der er bedre end det lort!"

Det var alt fra os her på Radio 24/7 denne tirsdag formiddag. Sørg for at blive på kanalen da du om lidt vil blive inviteret indenfor hos Naser Kh *KRRZZZHT*

*Sagte guitarmusik spiller, som vi zoomer ud, væk fra en Honda Accord der kører langs Vesterhavet i sydgående retning. Den kvindelige chauffør tager et par solbriller på og smiler. På passagersædet sidder Michael Wulff. Det er uklart om han lever.*