Lidt mere offpiste

Og det var i disse dage, at 4 æbledrenge drog til Francois’fælens hjemland, med åbne sind – og en hulens dårlig grammatisk forståelse af undertegnede. Efter en uheldig start allerede i Strasbourg med ordene ”Je voudrais un garcon un peu attarde” (jeg vil gerne have en retarderet dreng) opnår jeg heldigvis senere selve målet i ethvert land; at lære sætningen ”jeg har en abe på hovedet – J’ai un singe sur la tete”. Vores udtale af ordet ”Croissant” er desuden accentfrit, har to uafhængige kilder meddelt mig, men nok om det.

Vi begyndte ret hurtigt at opføre os som ægte franske levemænd ala Kastenskjold. Her blev ikke sparet på trendy caféer og helflasker til beløb, Svovl-E ville have smidt båwsen til. Thomans bemærker sågar, hvor langt man trods fuldskab kan komme ved at være en såkaldt ”Pardon-maskine”, når man vælter hjem på hotellet kl 4 om natten og har fået klar besked om, at alt lukker kl 00.30. Og egentlig skulle man tro, at de 50 – 60 undskyldninger der blev smidt over disken var tilpas for ejeren af hotellet, men vi var i hvert fald ikke velkomne mere dagen efter.

Som dagene skred frem blev vi mere og mere bevidste om vores status som sproglig minoritet, og det var måske nok set i lyset af dét, at flere og flere samtaler handlede om babser og det der var værre (Den store Eiffeldreng op i Nougatpaladset, What the fuck?!), og det er helt sikkert, at det kræver lidt afvænning at være tilbavs i Odeuren, hvor pli og ydmyghed jo som bekendt blomstrer.

Her et lille billede af Dyrlægen aka. Blegpølsen, indhyllet i snask

Flashforward til en begivenhed, som jeg personligt har kær, fordi det var en vaskeægte THERE AND BACK AGAIN. Vi beslutter os én af de sidste dage for at udforske vinbyerne omkring Colmar, hvor vi lynhurtigt finder et hotel og så af sted mod en borg, som vi aldrig når til, idet vi allerede i udkanten af byen er forpustede og finder ud af, at strømper måske var en god idé indenunder klovneskoene. Men målet er i og for sig underordnet, da vi spotter en stor og tæt skov, som vi i stedet begiver os imod. Da Ømse finder en vandrekæp og navngiver sig selv Gandalf ved vi alle, at dette bliver et eventyr uden lige. Med ét er skoven ikke bare en skov – det er Fangorn Forest, og vi er på vej mod Minas Tirith. Pludselig er vi dog, pga. mindre logistiske fejltagelser, på en kæmpe vinmark, og det var hér vi fik os noget af en filur på opleveren. Jeg har valgt at illustrere dette, for at give et bedre billede af optøjerne.

Grundet newbieness indenfor forstørrelse, kan jeg kun præsentere denne miniature udgave

Vi ser lige fremme pludseligt to løbske vagt-rottweilere i løb på vej hen mod os. Jeg når personligt ikke at opfatte noget som helst, før jeg hører ordene ”LØB FOR FANDEN”, kigger tilbage og ser Thomans i spurt væk fra The Fellowship. Ømse og Marc råber, og jeg er i en nærmest granatchok lignende tilstand. Ømse går i forsvarsposition med vandrekæppen og siger til Marc og jeg, at han vil bruge det som våben mod hundene. På dette tidspunkt er netop hundene blevet så opildnede af Thomans’ byttedyrslignende flugt , at jeg ikke ser andre udveje end at påbegynde samme løb. Hvad der redder denne gruppe er uden tvivl Kussens opdragelse på gården, hvor han altid har haft et godt tag på hunde. Hvordan dette undgik at blive et blodbad, som selv Svovl-E ville have smidt båwsen til, er mig en gåde, der formentlig aldrig vil blive løst. Det er dog ganske sikkert og vist, at vi kom hjem i god behold, med maverne fulde af Foie Gras og til en afveksling ikke Cruzares. Forsinkelserne gennem Tyskland tog vi med ophøjet ro - bemærk afslutningsvis dette dejlige quote:

"Der er bare lige det der med, at McDonald's i Hamburg har døgnåbent, hvis vi strander" - Serum 2009