I en, endelig nådigt aftagende, post-traumatisk døs, kigger jeg mig over skulderen og aner det skam-bankede lig af min Roskilde mødom i horisonten. Hvordan et menneske kan tage sin fornuft, sin værdighed og sit tøvende forhold til alkohol, folde det pænt sammen og ellers bare losse det ud i stratosfæren, er nok et mysterium som jeg kommer til at tage med mig i graven. På trods af at min hjerne stadig træder vande i en fæl suppe af Fair Trade vin og lidt for meget Farmors overskæg, så ligger der alligevel minder og skvulper. Mig og Bjarke ødelagde vist en piges liv til latino fest. Hengemt under en tåge af gin husker jeg også en Frightened Rabbit koncert der måske har affødt en fan for livet. At høre om hvordan Victor blev reddet fra ydmygelse under skidning på hegn, ved at Steffens kæreste kyssede ham, er nok det mest hjertevarmende jeg længe har været ude for.
Mindre i trit med resten af æblerne, mistede jeg min moshpit mødom foran SlipKnot på Orange, i en svedende svuppende masse af pulserende kød. Sound Venue gav dem 3 ud af 6 stjerner, hvilket godt kunne opfattes som et argument for ikke at dressere aber til at anmelde musik. For mit vedkommende tror jeg aldrig livet bliver så godt igen.
Roskilde er nok det smukkeste og gladeste sted jeg har været (minus de oaser af fælhed der var toiletområderne.) Hvis ikke hårde stoffer og lam idioti havde fået den legion af spassere til næsten at brænde Mark af den sidste aften, havde det nok været en gennemført perfekt oplevelse. Til næste år får jeg lægerne til at sy mig sammen igen, så min mødom endnu engang kan blive taget i et groft forulempende blodbad.
PS: Vi skylder forresten stadig Emma fra pizzeriaet et års forbrug af voksenbleer.
But be careful with that shit. Vi af alle kender følgerne. Vi har virkelig, virkelig drukket Camronphone i en uge:
