nååååå ja og vivder spiller her når det bliver søndag næste gang igen hvor alle har tømmermænd og igen slæber deres ømme muskler rundt henover brostenene og falder over en lottokupon hvor der ikke er gevinst på så de lidt på en måde har antaget en anden persons nederlag men her fra kantstenen kan man ligepræcis skimte en silhouet i et vindue hvor hun ser op med sit ansigt oplyst af computerskærm og slår sit hår ud og i det sekund forstår man begge to at man deler et øjeblik der aldrig bliver andet end et lige nu og dét er det sunde ved det fordi det øjeblik sker på et lag af asfalt over en forældreløs glaskugle et sted i en bette galakse der jo også bare er en tynd lyskæde på den store kosmiske rygealtan i novembermørket i det store hele
