and through it AAAAAAAAAAAAAAAALLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLL!!!!!

Dette indlæg indlægges under indflydelse af alkoholisk alvor. Der er for meget fjol på den her blog. I'm bringing sækkeløb back. Der står en øl i mit approksimative kropslige origo, og min mund tager ingen fanger. Jeg vil bare gerne lige fortælle lidt om i aften.

Jeg kommer ned til Niels Pfefferstone Young omkring de midnat, med en sixpack og et brændende ønske om at høre Wannabe Darth Vader på et par store højtalere, ovenpå en dag i familiens skræv, der jo er som sådan en er. Severely underdrunk synker jeg ned i en sofa til soundtracket af en rum fuld af mennesker der ikke er Mads Plovgaard, og Mads Plovgaard, der skråler "but you say he's just a friend", og det er sgu bare rart. Jeg gider ikke skrive sådan et følelsesladet My Little Pony agtigt ode til venskab for sekstende gang, men der er alligevel en hydrospanner indeni mig der vibrerer i resonans med mit hjerte i sådanne øjeblikke, og fordrer alverdens reflektioner. Og det vil jeg lige skrive om, for hvis ikke her, hvor så? På din mors røv? Der er slet ikke plads, hun er nemlig mega slank og lækker.

Det var lidt et hump for mig, tror jeg, at komme over, da jeg først mødte Æbleboys. Det var svært, berusende, men svært, pludselig at have seje venner. Folk der spillede bas istedet for Dungeons and Dragons, og scorede smækre kællinger istedet for at score smækre experience points in Baldur's Gate 2 (jeg ved godt at de to ting ikke er inkompatible, Steffen. Steffen. Læg den salatslynge fra dig før nogen kommer til skade.) Det syntes jeg var lidt mærkeligt, men det var mindre mærkeligt når man drak sig selv meget mærkelig. Det har nok ikke været så nemt at spotte indenfor rammerne af hvem vi er, men jeg drikker virkelig meget alkohol, rigtig rigtig tit. Og i starten var det ret meget for at turde være en del af de ting der skete indenfor det hersens fællesskab. Men så bliver man jo alkoholiker :) Jeg tror den lyserøde Disney-pointe jeg arbejder mig hen imod, er at jeg i aften, hvor jeg ikke kunne transcendere den der planke fordi jeg skal køre bil om 9 timer, rigtig opdagede hvor rart jeg synes det er at have de venner jeg har, og være velkommen de steder som jeg føler at jeg er. Og selvom jeg ikke selv kunne danse og synge om de ting Robin Williams havde været igennem under en eller anden dulles beskyttelse, så føltedes det ikke ekskluderende optempo eller aggressivt at alle folk stod og råbte om det og krammede. Det var bare rart at i var der, og at i var glade, og at jeg virkelig følte - midt i den orkan af ironi og selviscenesættelse det er at være et moderne menneske - at jeg var backstage, og ikke kiggede på en selvvalgt facade, men faktisk så jer lige præcis så grimme som i er.

Pyh. Det afsnit tør jeg ikke rigtig læse igen. Jeg håber ikke det er alt for vingummi-klamt. Jeg er begyndt at drikke vand, jeg så jeg er nok nødt til at poste det her før jeg bliver for ædru. Nogle gange hører jeg Linkin Park uironisk, og det ved jeg at Victor også gør! Hvem skal med på Northside? Her er en pony: