Tape og vin med samme sind

det hænger ikke sådan sammen i januar, jeg er holdt op med at følge mit fodboldhold, jeg har set den samme balletfilm to gange på en uge, mandag og søndag, tisset i en brusekabine til en pigefest, mens min kammerat sprøjtede chanel på min lænd, og jeg havde da vist overhovedet ikke mit eget tøj på, men mens jeg spiste pizza, havde jeg en flaske rødvin malertapet fast til hånden, og jeg fik også tape i håret, jeg har fået briller, sagde nej tak til at få et lift af en fremmed mand til jegvedikkeomdetvarmarokkohanvilletil, og mit hoved håndværker, min næse sidder på endnu, lidt mere klemt end i gamle dage, og hold kæft hvor er jeg træt, og som sekretær har jeg ikke styr på en skid, for jeg har forvandlet promiller til centurioner i ugevis, vinen var dejligt tempereret, og jeg er sur på en Heidegger-ekspert, fordi jeg ikke fortjener at få 12 for at skrive om den bedste af alle lorteverdner uden at sove, fucking lortevaner og geniale venner, jeg vil ikke tælles, kun læse franske og svenske digte hver nat mens jeg prutter, nu drikker jeg mælk og kan ikke holde ud at skulle stå op uden at være svimmel, og bare tanken om al den ballade får mig til at falde i søvn som de ti får, jeg sidder og tegner, og de ligner mennesker jeg ikke kender eller citroner der vil være både sten og grise, jeg kan ikke lide Beatles og blød musik, insektuøse dyrekendere forén jer, jeg er en sten med kanter som jeg slår mig på, sticky fingers og yuck, jeg gider ikke tømte cigaretpakker i kantstenen, kun krautrock til den lyse nat og blinde dag, jeg skal op og læse Kant i morgen formiddag og på turné med min ipod, når eftermiddagen bliver til forår.

indtil da er det hele noget alkoholiseret pis, og det ændrer ingen af impressionismerne en tøddel ved: jeg er sur på universet, det har taget min skorpionhale, og jeg, der troede, jeg var vægtløs, har fået et nyt tegn.