BERUS JER!
Man bør altid være beruset.
Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.
Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer.
Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stuers tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg hvilken time det er: og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer: "Det er beruselsens time! For ikke at blive mishandlede trælle, så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd - som I vil."
Flottenheimer, det helt sikker'. Den skarpe iagtager vil straks bemærke ligheden mellem ovenstående portraité og den gode Hr. Krejberg Knudsen. Fanget i umiddelbare overvejelser, sekunder før han vælger at smadre en af mine medrusser i hovedet med en øldåse. Prølli' læs noget Habermas, Steffen.
Jeg mangler at læse noget der ligner 600-sider inden på onsdag, men er atter endt i prokrastinationens, sultne væv - spundet af fæle erindringer om hvordan jeg vågner fuldt påklædt, men på forunderlig vis, med mine boxerdrenge omvendt på og Soleimas (who?) studiekort i lommen. Jeg har uden tvivl været af med båwsen... sataniske ølbowling.
Den litterært-relaterende samfundsanalolyse dunker, dikterende gråt ved siden af mig og derfor må dette indlæg blive langt kortere end det, og I, fortjener. I just dropped by to say that I missed you, really.
