Dagen starter ellers udemærket, i hvert fald i en alkoholiseret optik, eftersom de første tre ting jeg putter i mavsen er en kop kaffe, en knoppers og to øl på troubadouren. Så er det, at jeg lidt forvirret træder ud i et begyndende efterår og sulten langsomt lister op langs lysken; og kræver at jeg foretager et feberramt korstog i supahbæst.
Jeg ved ikke hvad det er med mig og supermarkeder, men jeg kan altså bare ikke det lort. Jeg ender altid med at føle mig fremmedgjort, gå i panik og derpå købe et eller andet ubrugeligt sjask og skynde mig ud. Måske er det, det der kliniske kølediskaspekt, som en pendant til en ellers forhutlet tilværelse - måske er jeg bare sær. Anyway, så jeg kommer hjem med den her pakke toastbrød, en liter fairtrademælk, en æske tunsalat og mig selv i nogenlunde behold. Forbehold. Laver en kop kaffe og erkender, at jeg absolut intet skal i dag, hvilket, paradoksalt nok i mokka-regi, legemliggører sig i en lur. Ligger og roder i en god times tid og laver så verdens klammeste aftensmad - og nu hvor man er kok, så kan man godt gå og væmmes lidt ved sig selv, idet man vender skiveskåret, kogt hamburgerryg i soya og chili og derefter steger det med nettonudler. Madret skal være møgret, og jeg når ikke meget længere end til at synke sidste bid (hvem fuck tygger også maden 38 gange, pedant-fail) før tarmen opponerer og jeg må deponere - hvilket bringer mig tilbage til starten.
Det begyndte som sagt at regne lidt og når det regner lidt, så dufter det lidt. En spæd sanseerfaring af nye, våde begyndelser. Ellers tør asfalt finder sig i pletvis, farvende omfavnelse og må, som mig selv, til sidst give efter og acceptere den tilfældige, underfundige herlighed af ikke kun at være sort og hvid.
artwork by Bugge
.JPG)
.JPG)
