Jeg Tænker [ikke], Ergo Er Jeg [kunde]

I weekenden valgte jeg så - i socialt øjemed - at frekventere vor hovedstad. Hermed en lille reportage. (...nogle af jer vil givetvis forvente et sagligt, præcist og kortfattet indlæg. Don't hold your breath.)

Jeg måtte som den eneste aebleboy (boooij) repræsentere os hos den gode My (hola pia!) og hendes housewarming på Amager...som det jo hedder. Aften bød bl.a. på en givtig, man dog nogle tidskrævende transportrunde: Metrotur med Jens (aka thomas dybdahl?), Bugge og Jannuzzi (aka M.C. Cormick), til et velkendt og politisk omtumlet christianshavn'sk kvarter i geografisk research-øjemed (nej. you guys know the deal.), en FORKERT metrotur,der ledte os til DR byen, hvor jeg fik den ære at levere stepdans af knap tålelig kvalitet på en tyndt befolket perron, og så to "rigtige" metroture tilbage til My's domicil.

Jens på metrotur. Post-staden og post-stepdans.

Her lykkedes det mig at drikke 1. røvfuld Captain Morgan og være vågen i op til et par timer før jeg går kold. det er i hvert fald Nikoline"La Vache Qui Rit"'s vurdering, selv husker jeg omtrent intet. Ligesom jeg ikke mindes denne, ellers fuldt ud forståelige og fornuftige bøn til mig selv, indtalt på mit kamera: "lad vær at drik så meget. seriøst. la nu vær"

Til gengæld demonstreres det af mig og (min vel egentlig kvindelige pendant?) Victoria her hvordan man sidder allermest distingveret under en brandert. Voila.

Inspector feat. Inspectoria

Om morgnen beslutter jeg og Jensemand at tage mod byen for at stille en tømmermandsfråder og stene lidt ud oven på hvad der jo kun kan karakteriseres som "at tage sig selv ud". Det viser sig, at vores aftner har forløbet nogenlunde parallelt, idet han selv drak rigtig meget Morgan og selv gik kold. Først...køber man kaptajnen. Dernæst...tumler man om.

De minder jeg dog har fra aftnen er fine, så som en noget fugtig, men glimrende lasagne, gensyn med Ry-folkloriske helte som Birkebævs, Wacker (make me wanna call hresus!), Razul, Brande et cetera....et cetera....

Anyway, morgnen efter rammer vi kultorvet og forsøger at finde noget ædeværdigt. Katastrofen indtræffer først i det øjeblik vi entrerer det manisk-trendy'e såkaldte Cafe-etablissement Baresso, bedre kendt i folkemunde som "landet hvor en Lunken Gud Hersker" eller "det Smagløses Kalifat". I dette regime hersker en noget anderledes kulinarisk temperaturbalance end den jeg personligt er vant til fra resten af universet, og jeg råder alle til på forhånd at være bevidst om dette. Bare så man ikke bestiller en kold juice og en varmet sandwich, og så forventer en kold juice og en varmet sandwich. Hvis man gør det får man derimod en juice der - uden at prale...virkelig - har en højere temperatur end den kylling (måske?) i sandwichen. alt sammen for den beskedne sum af alt for mange penge. tro mig. jeg har ikke gemt kvitteringen. The Deceptively Inviting Look of a Tasteless Experience (albumtitel i øvrigt? Anyone?) :

Jeg vender således mig endnu engang mod Jens for et par ord med på vejen. Adspurgt om han vil knytte en kommentar til vores måltid, reagerer han prompte:

men men men, all things considered; herligt at være fuld i hovedstaden...næste stop på turnee'en må være århus på onsdag ... you know, staying out superlate....