and we caaan't stooop and we wooon't stooop

omfgomf! lisbeth spiller pedal steel på plejehjem !

hestlig hæs på hæslig hest

Nu har jeg skrevet dette indlæg tre gange og istedet for at symbolisere min træthed overfor samfundet, er den trætte cowboy kommet til at symbolisere min træthed overfor min egen mangel på evne til at formulere mig. Derfor hermed bare konklusionen:

Det er i orden at blive provokeret af den subjektive vold som at blive slået eller få kastet ting efter sig. Der kan man ikke fortænkes i at miste besindelsen og måske slå eller kaste noget igen. Det er derimod ikke i orden at blive provokeret af den objektive vold, som når markedskræfterne i samfundet afstedkommer ubegribelig lidelse og armod. Jeg må gerne skrive et mavesurt debatindlæg til Politiken - med masser af "Som den franske sociolog Bourdieu sagde..." - om H&Ms værdikæder, men jeg må ikke gå ind i H&M på Lilletorv og sparke en eller anden fedtet mellemleder hårdt i mellemkødet.

Det synes jeg ikke er i orden ikke er i orden.

HGHILITGS

fra seneste genius Brøgger-essay

Berømmelse er et ønske, man kan nære som barn. Men som voksen?
 
... denne metavirkelighed, denne pseudoverden af parasitformidling...

... det er totalitært, tag ikke fejl. En spiral af overvågning og manipulation – i dårligt sprog. Ynkeligt...

Man er godt nok ikke blevet skudt ned af revolutionsgarden eller sprunget i luften af et autonomt bæltedyr, man er bare død, hvis man ikke har været i avisen.

Jeg anerkender, at staten betaler en digter for at sidde og gruble, men behøver jeg nødvendigvis også at anerkende statens guder?

Til Jer, der efter alt at dømme tilhører et af de rigeste og lykkeligste lande i verden: Er det ikke nedværdigende, at I kun interesserer Jer for materielle ting og forbrugsgoder?

Der er et basalt misforhold mellem den digitale og den virkelige virkelighed. Mellem ’skyen’, der ligger som en Midgårdsorm af ledninger rundt om jorden på den ene side – og vores menneskelige sårbarhed på den anden. Måske bliver det kunstnerens opgave at fortolke den afgrund, vi befinder os i.

hej jobcenter, jeg hører hvad i siger, men my name is Kali...

som der er noget sårbart smukt derinde, sted i det ubehjælpsomme snyd

hej business anmodning

Det er forståeligt, at du kan være en smule betænkelig, fordi du ikke kender mig , tilgiv venligst denne usædvanlige måde at kontakte dig, men denne særlige brev / e-mail er af usædvanlig og meget privat karakter , som i kraft af mit udsigtspunkt position i min land Libyen , jeg har en lukrativ forretning forslag af fælles interesse til at dele med dig . Der er ingen måde for mig at vide, om jeg vil blive forstået rigtigt , men det er min pligt at skrive og nå ud til dig , stole på, at du vil give dette forslag en positiv overvejelse.

Jeg er Rod Thompson en af direktørerne i en bank her i Libya.I bliver du nødt til at hjælpe mig i at udføre en virksomhed projekt fra vores bank værd US $ 21,1 mio . Disse midler blev deponeret hos vores bank af en kunde i vores bank , der er statsborger { borger } af dit land / område , som desværre døde for 10 år siden . Jeg skal give dig mere information handler om denne operation , da jeg modtager dit svar.

Dr.Rod Thompson

we r Arriva, we make Wi-Fi from ass of camel

Det med at have et hjem, det handler altsammen om at have et sikkert sted, hvor man kan smække benene op og udleve sin nødvendige fritid i kendte og afdæmpede omgivelser, så man kan arbejde igen dagen efter, det er nøjagtig ligesom det var for halvtreds eller tohundrede år siden, dengang luksus virkelig var luksus, hjemmet er bare stadig et sted hvor man slapper af, så man ikke tænder helt af over at skulle bevæge sig rundt i erhvervslivet med andre mennesker, så man ikke går amok over folk der har det på samme måde, men nogle gange er det ikke en god form for afslapning, så er det ligesom en klumpet sovs, en bleg hollandaise med genstridige klumper i, der ikke kan røres ud, sådan en man enten spiser med klumper i eller også starter man forfra på sovsen, og det er sjældent, at folk er i stand til dét, for ligesom alt andet i livet er det svært at tage sig sammen og langt nemmere at drømme, de fleste tror måske, at de har noget at være stolte over, fordi de passer et arbejde og betaler deres regninger, men sandheden, den skinbarlige sandhed for de fleste mennesker, den er at de bare elsker rutinen, eller snarere ikke kan undvære den, rutiner er ligesom sovebamser for de fleste voksne over tredive, de bliver forvirrede og græder og kan ikke sove og de kalder på deres mor hvis den pludselig bliver væk eller de ikke kan huske hvor de har gjort af den, og hvis man ikke straks finder en ny til dem bliver det en ond cirkel og så bliver de olme og begynder at smide alting på gulvet og true med alverdens ting, de glemmer hvor tingene står i køkkenet og om de stadig ejer den og den skjorte, og det er slemt nok i sig selv, men det værste er dog, når to voksne bliver umedgørlige på nogenlunde samme tid, så bliver det ganske enkelt ulideligt for dem at bo under samme tag, og hvis ikke den ene inden for et uforskammet kort tidsrum siger så, nu pakker de fanme deres ting, skat jeg tager mine sydfrugter og går ud af døren nu, hvis ikke det sker inden for et par uger, så skifter de mange af deres rutiner ud med ulideligheden ved hinandens selvskab, og så er de først på den, så vokser sovsen til lige så ulidelige proportioner, sådan at de til sidst kun eksisterer inde i sovsen, der bare klumper og klumper, indtil klumperne begynder at glide ned i deres trætte halse, og så ender det med de tager på selvhjælpskurser på landet hvor de skal muge ud i en stald og klappe slagtekvæg og give deres personlighed farver og lave plancher om alt muligt pis, som de ikke gider, og så starter det hele forfra, og så starter det hele forfra, og så starter det hele forfra

okay so this produkt her eksisterer aktually