For en måned siden mødte jeg en pige til en fest. Jeg var på vej hjem, men vi faldt i snak, og hun var så sød, at jeg besluttede mig for at blive. Det endte med, at vi kyssede og snakkede indtil klokken fem om morgenen, og jeg fløj hjem på en forårssky. De seneste uger har vi skrevet hver dag, gået ture og holdt i hånd. Vi har haft det dejligt sammen, hun er sød og sjov. Jeg føler mig helt afslappet, når jeg er sammen med hende.
I dag fik jeg en besked fra hende, som gjorde mig trist. Hun skrev, at hun kunne mærke, at hun ikke havde sig selv med i det. Vi kunne være venner, men ikke mere end det. Endnu en kærlighedshistorie, der slutter før den overhovedet begyndte. "I know it's over, and it never really began."
Det værste er ikke, at hun ikke har lyst til at kysse mig igen. Det værste er, at jeg kan mærke, hun har ret. Jeg havde heller ikke rigtig mig selv med i det. Ikke sådan som jeg tror, man skal. Det har jeg måske aldrig prøvet. Hvis jeg nogensinde har været forelsket, har jeg i hvert fald glemt det. Jeg vil så gerne forelske mig, jeg vil have en kæreste, og jeg vil opleve kærligheden - ligesom i filmene og sangene, og ligesom jeg tror nogle af mine venner oplever. Også selvom det betyder, at jeg får knust mit hjerte. Nogle gange kan det virke værre, når man ikke engang får lov til at få knust sit hjerte.
Venlig hilsen
Den triste