Sådan et holy shit-moment
der kilder sig igennem nakken og vokser ud og ind og helt frem til lapperne
hvor solen lige har ramt min hårgrænse, der, ude på min altan. Sådan et har jeg
lige haft tror jeg. Så kan man sige: ”Nå”
fx eller måske endda: ”Nå da” både til sig selv eller til mig, hvis man lige er
der i de øjeblikke man læser, men det er i hvert fald noget med at blive helt
rolig efter at have været helt vildt urolig i en rum tid. Så er det bare okay. Og det er
fandme underligt når man i sådan én lang solstråle der lige pludselig finder
den brik i en støvsugerpose man ikke har skiftet i tre-fire år. Det tager
fuldstændig røven på en. Og så når man har siddet og kigget på motivet, altså
der på brikken, det er fx grædende bamser med cigaretter og forestillinger om livet
i poterne, og drejer den og prøver at få den til at passe, fordi det er en
gammel brik og kanterne er støvede og slidte, så kan det være man opdager at
brikken slet ikke passer mere og motivet der på resten af puslespillet ikke
længere er bamser, men løver og store træer der har rødder og kroner i hver sin
ende af verden. Og det er den der lydlige følelse af et svup! Svup mand. Eller schwusch,
eller I ved. Fordi man er kommet i tanke om at brikken var fed nok i hvert fald,
og det går op for en at det er sgu egentlig okay at den ikke passer længere.
Men nu har man den med sig, ikke, man stiller den i en vindueskarm i sommerhuset og den spejler fjorden tilbage til fyrtårnet, det er sådan wow mand og så lettelse, menigmandskatarsis.
Og ja det handler selvfølgelig om piger, men egentlig ikke så meget som
det handler om den der fuldstændigt udåndende fred man lige kan opleve, og som
jeg ikke kan manifestere ordentlig på skrift, men alligevel ville prøve. Alright,
det var bare det. Forår.