You looking for something?
Jeg står lænet over vasken på barens toilet. På hvad jeg har fået at vide er en negerbøssebar. En mand er trådt ind ved pissoiret og vi står tæt nu, tættere end man ville i køen mod kassedamen. Men under et skiddent lys i et lille afluk henvender han sig altså, med sænket og let drejet hoved myrer et slags tilbud ud mellem hans læber. Hvad end han så vil sælge mig stoffer eller bare selv er hidsig nok efter en krop at læne sig op ad til få sig til at mumle af en fremmed på et mandelokum. "'you looking for something?" Jeg smyger mig forbi ham, og overlader ham til sig selv og sin snøvlende bøn. Jeg kunne jo have overhørt ham, fortæller jeg mig selv. Går tilbage ud i det dæmpede barlys, hvor virkeligheden alligevel ikke vil samle sig for mig. De efterfølgende dage til fods rundt i Amsterdam spejler spørgsmålet sig, laver små følgesvende til mit afsøgende blik.
Lede? Efter hvad? Har jeg rigtig ledt? Hvornår holdt jeg op?
På ture bliver steder til forløb i rum, og jeg vælger den version af mig selv som smuldrer på vejen, mit voksne liv ligner indtil videre en dag hvor tågen letter, men alligevel aldrig helt. Så det er med dét jeg erkender at et æbleboys indlæg er den eneste måde at behandle spørgsmålet på. Som ikke trænger til svar, men som trænger til flere spørgsmål. Hvad, hvis overhovedet noget, vil det sige at lede efter et eller andet?
*
Jeg valgte en café at læse på, en åndssvag og dyr én, hvis indre opslagsværk har et billede af et Joss Stone pladecover, hvor der nok skulle have været en forklaring af ordet atmosfære. Og inden for sad jeg, ikke ude i solen hvor børnene jog duer på tværs af det lille torv. Begge servitricer var pæne på deres beskedne måder, og den muskuløse køkkenmedarbejder skulede af mig - hvad laver du her, inde i mørket med en bog?
*
Masaki klukker under stjernerne. Han forcerer sin accent, gør den med vilje asiatisk hjælpeløs. Lidt forinden siddet på græsset, søgt i sit vokabular efter et japansk ord til at forklare begrebet sarkasme til sin besøgende landsbroder. Givet op. Nu siger han "Harroh! - My-euh Nam-ueuh..? Mayname-euh!" Vi lo i fællesskab, lo af at han i udgangspunktet ikke er det samme som os, og vi lo for var der ikke langt mindre afstand som tiden gik? Jo, vi lo. Parallelle linjer mødes ikke, de malede heste på karusellen ser aldrig hinanden ind i øjnene, men de hiver den samme bevægelse, med det sug som hos øjne der ler.
Således gik jeg og kom langsomt til at tænke på jer alle, søndag aften under en tiltagende måne der var klar nok til at man kunne se den runde skygge aftegnet. Sådan havde jeg det på vej op ad trappen, som en klar skygge på en lysende verden, og vi gik op i lejligheden for at æde Space Cake. Og jeg tænkte lidt på tiden, mens min krop snurrede og jeg faldt i søvn på luftmadrassen:
 |
Hvor langt er der fra det bedste i den anden
til det værste i én selv?
|
 |
| Kan vi forvisse os om hvad et minde er? |
 |
| Hvad er summen af et liv? |
 |
Hvad ønsker vi vores børn skal mene om os?
#installationskunst #alting |
 |
| Dyson Airblade Transformer Edition |
 |
Jeg har ledt huller i jorden verden over.
Nu pibler der ideer frem af mine fodspor. |
