jeg har lige lovet dig i en sms at skrive et blogindlæg, hvori jeg lover at klippe skægget af Kasper, så snart jeg kommer hjem, fordi du sendte mig en sød besked, som jeg tillader mig at citere in extenso her helt uden anførselstegn, for vi mener jo helt bogstaveligt det, vi siger og skriver til hinanden sådan helt bogstaveligt, helt bogstaveligt.
Jeg har så meget love. Send mig en lok af dit skæg, i en lufttætpose. Jeg vil have dig ind ad brevsprækken på den måde.
Men jeg kan ikke finde ud af at transskribere en hel blog ind på det uklædeligt lumre, lille stykke teknologi af en telefon, har jeg valgt at trøste mig med, at denne brevform klæder søde lille mig.
Jeg synes det i forlængelse af vore sødmer relevant at påpege, at
Kasper ligner en hverken mindre fuld eller genial
James Joyce end Thomas, men jeg er vist også selv typen, der ser sådan nogle typer blandt alle former for antropologiske
typer, fra trivielle tekstrobotter og farerige fugleskræmsler til eremitkrebs med rigide erektioner og farvefulde fiskermænd, labre forargere og skønheder i uintelligibelt bedugget formulering.
Det står garanteret skrevet et sted, at et retorisk spørgsmål er ét, man svarer retorisk på, og da jeg tænkte over dette, var der et besynderligt citat, der strejfede mig.
Er jeg dum, hvis jeg tygger på en akademisk aha-oplevelse af bestemt ikke ubetydeligt karat, eller er det kun, hvis ahaet går i stykker, går hen og bliver til uha eller simpelthen skyller sig ud som puha?
Det, tror jeg, kan vist godt være, jeg virker lidt indforstået, ja, jeg virker vist lidt indforstået, akkurat som det, jeg godt kunne tro at tænke mig, hvad jeg egentlig gerne vil, og hvad jeg egentlig gerne vil, er jo efterhånden en ren og skær indforståethed, som jeg er helt sikker på, at der er nogle andre fortænkte drukmåse og flaskehalse derude, der i deres stille indre græder ligeså ekstremt tørt og utroligt promildt som jeg, end jer, der er interesseret i; I, der kun er interesseret i indforståetheder behøver med andre ord ikke læse videre, og kan kigge den anden vej, væk fra skærmen og ud i univerden, for det, jeg skriver her er alligevel noget, der egentlig bare er pissehamrende almengyldigt.
···
Jeg har lige opdaget, at jeg allerede er færdig med den eksamensopgave, jeg skal aflevere næste mandag; den hævdvundne robottekstteoretiker A. Pages, hvis tekstteoriprogram, jeg skal aflevere i, og som jeg meldte mig til efter at være blevet gjort opmærksom på det af nogle mere teknologisk kyndige æbleboys end jeg
selv, har selv analyseret sig frem til, at jeg for lidt siden slog hovedet imod det øvre loft for sidetal, og selvom man for det meste slår sig selv ved fejltagelser, når man også kan gå på universet, føler jeg endnu ikke, at følgerne af Pølser Følelsers natligt semantiske overhaling af det øvrige ørige videnssamfunds kap-, stav- og 'daggængere har udmøntet sig i en af de hjernerystelser, erkendelsesteorien advarer så meget imod, og som Pages begriber i sin videnskabsteorilitteraturlandvindende Det fordækte Pølsesinds Inkarnationer - en Jordomrejsning under Huden, Indbundet for, af og i: Syv Sytten.
I mål var det dog slet ikke min mening at komme så tidligt, men en ske er vel en ske også i tillagt kortform, kyrillisk for partyeritungsag pattesyriups, sket er sket; konklusionen må være, at hovedpine og endemål tilsyneladende ikke længere klinger godt nok til at gå hånd ; hånd med de sindrige kortformer, som denne lapsus calami, freudiansk for et slips ikke om tungen, men om pennens, førhen og hidtil har gemt sig i.
Jeg troede ellers ikke, der kunne være noget endeligt positivt ved en 21-sidersopgave, hvis første afsnit Kategorisammenblandinger er spredt ud over omtrent 12,5 normalsider, hvis sprogblomster jeg egentlig ikke troede var skrevet helt til fortættethed. Nogle eksempler er, og her citerer jeg altså mig selv for noget, jeg rent faktisk i ramme alvor og akademisk regi har skrevet om noget, en anden har skrevet:
Snegleforskere tager jo heller ikke konkylier på på arbejde, det gør eremitkrebs. Jeg er lægmand, hobbytænker, lommefilosof!
Dette udtryk for jegets eskapistiske trang til at fly denne teksts snærende bånd lader sig dog alligevel udgrænse, efter en definition af begrebet eremitkrebs i sammenligning ikke med sprogblomster, men med de sommerfuglelarver, der har forpuppet sig i mine øregange og får mig til alligevel at skrive videre:
At sige, at marinebiologiens antropomorfistiske moment først og fremmest sigter til en (manglende?) (empatisk?) forbindelse mellem mennesket og de krebs, vi ellers ikke tiltænker tankevirksomhed, er nok en overdrivelse.
Det er altså ikke eremitkrebsens skyld, at mennesker ikke forstår bjælder.
Jegets ambition om at afveje så mange af de genstande, videnskabens faglige nomenklatur normalt fordeler til mere end én lille dreng i den universitære slikbutik, er en eklatant kategorisammenblanding.
Teoriens maskinel har talt. Inklusionen af mellemrummet i det normantive tegnbegreb er lidt af en absurditet, en tilsnigelse, der i helsidesæstetisk lys slægter sig lidt vel meget på den vi-vil-gerne-betale-overpris-for-at-få-færre-penge-mellem-vingerne-minimalisme, er et mindre duelig end Pages' mere bevingede totalisering af det klassiske motiv mange fjer på et ark er bedre end ti æg i kummen. Jeg sætter mine penge på Pages' analytiske møggreb frem for tusindmoder Norman Sides mange anslag til at rive sprogbed op i alt for mange både alfabetiske og tomme tegn ' '. Jeg er færdig.
Det eneste, jeg mangler er at få muget og luget lidt ud i opgavens veritable hønsebur, at få kigget bedenes uafgrænsede rammer efter i plantesømmene og overstrø det med overskrifter; det passer nok med, at denne proces tager godt og vel 10.080 minutter, så jeg sædvanen tro kan begynde at tænke på at gå i seng næste søndag ved denne tid.
For at gøre en lang historie kort glæder jeg mig til at komme hjem og ordne skægget, og også jeg er helt enig i det, du skriver som svar, kæreste mappedreng:
Det er det, man på æbletræer efter forgodtbefindende forkorter til hehe håber, og som udfoldet bedst tager sig ud i en udfoldning af formlen for det ustyrlige æbleeventyr, som undertiden har som morale, at det er godt for leveren at være dum på den akademiske måde, som vi aldrig får nok af, og som altid indledes med ordene:
Det ene æble sagde til det andet: "Du skal drikke."
Vi ses på planken den 18, og det bliver ikke for at bappe på hinandens kogler, hvis du ellers ved, hvad jeg mener med det æblelingo, jeg lige har sendt til dig, Maffe.
